Thorleif Jackson med ny dansk udbytteportefølje: Se de 10 udbytteaktier her
Aktier der betaler solide udbytter, er populære hos private investorer. Ønsker du også at lave en udbytteportefølje, er der masser af udbytteaktier på det danske aktiemarked.
Jeg har valgt 10 aktier til Dansk Aktionærforenings nye danske udbytteportefølje. Porteføljen har en gennemsnitlig udbytteprocent på 5,3, og når jeg medregner aktietilbagekøb, lander det samlede, justerede udbytteafkast på 9 procent i gennemsnit.
Jeg har udelukkende valgt aktier med et samlet udbytteafkast på mere end 4 procent. Et par af aktierne har et direkte afkast, der er lavere, men mit synspunkt er, at det er uretfærdigt at udelukke alle aktier med en udbetalt udbytteprocent under fire procent. Det skyldes, at mange selskaber også vælger at bruge overskuddet på at købe aktier tilbage i stedet for blot at udbetale udbytte. Når man vurderer et selskabs udbytteafkast, bør man derfor lægge udbytter og aktietilbagekøb sammen og på den baggrund udregne det samlede, justerede udbytteafkast.
Lad os tage ISS som eksempel. Det forventede udbetalte udbytteafkast i ISS er 2,7 procent for 2024. I de seneste 12 måneder har ISS dog også købt hele 3,7 procent af de udestående aktier tilbage. Jeg beregner derfor det samlede, justerede udbytteafkast ved at lægge de to tal sammen. I ISS’ tilfælde giver det et justeret udbytteafkast på 6,4 procent.
Udbytter skal være holdbare
Ved beregning af udbytteafkast benytter jeg det forventede udbytte for indeværende år, fremfor det historiske udbytte. Jeg benytter også den forventede indtjening for indeværende år til beregning af den såkaldte payout ratio. Et nøgletal, der angiver hvor stor en del af indtjeningen, selskabet udbetaler i udbytte. Jeg udelukker alle selskaber, der har payout ratio over 100 procent. Fx Alm. Brand, der i 2024 forventes at tjene 0,49 kroner per aktie, mens udbyttet forventes at blive 0,61 kroner per aktie. Alm. Brand ser altså ud til at udbetale mere i udbytte, end selskabet tjener. I sådanne tilfælde er der risiko for, at udbyttet bliver sat ned i fremtiden, og derfor er selskabet ikke med i den udbytteportefølje, jeg har sat sammen til medlemmerne af Dansk Aktionærforening.
For at sprede udbytteporteføljens risiko, har jeg valgt 10 selskaber fra 10 forskellige brancher. Det betyder for eksempel, at der kun er én bankaktie, én rederiaktie og én forsikringsaktie osv.
En stærk portefølje
Som det fremgår af tabellen, har de udvalgte aktier i gennemsnit et justeret udbytteafkast på 9 procent, forventet egenkapitalforrentning på 23,5 procent, og en prissætning på P/E 11,7 for 2024. For 2025 er P/E 11,4 og for 2026 er P/E 10,3.
Porteføljen har attraktive nøgletal, og kombinationen af højt udbytte, stærke nøgletal og relativt lav pris målt ved P/E lover godt for afkastet i de kommende 12 måneder. Går du selv på jagt efter udbytteaktier, er det vigtigt, at du er opmærksom på tre ting: Udbytteaktier er altid profitable, de er lavt prissatte målt ved P/E (price/earnings) og de er aktionærvenlige forstået ved, at de har viljen til at udbetale overskuddet til ejerne i form af udbytte og aktietilbagekøb. Ellers kan det samlede udbytteafkast ikke være så højt som fire procent.
Herunder kan du se aktierne i udbytteporteføljen:
Thorleif Jackson ejer aktier i Norden, U.I.E., AOJ, Sydbank, Pandora og Schouw & Co.
I den nye udgave af magasinet Aktionæren kan du læse Thorleif Jacksons analyse af de 10 danske udbytteaktier.
Abonner på vores Youtube-kanal her:
Ansvarsfraskrivelse: Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. De nævnte aktier er ikke købsanbefalinger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved køb.