Wall Street-ikon spår superafkast for aktier
Én af de største aktieoptimister er Ed Yardeni, mangeårig økonom og investeringschef for Deutsche Bank i USA og nu selvstændig med firma i eget navn. Hans lange karriere på Wall Street har gjort ham til noget af et ikon og ofte brugt i de finansielle medier i både USA og Asien. Han har lavet store forudsigelser de sidste fire årtier, en del rigtige, bl.a. om faldet i inflationen i 1990’erne pga. globaliseringen, og at det ville medvirke til et stærkt aktiemarked. Men også forudsigelser helt forbi skiven som forudsigelsen om en stor økonomisk nedtur efter nytår 1999/2000, fordi en masse computere ikke kunne håndtere tallet 2000 (Y2K) og ville gå ned.
De seneste år har han argumenteret for at dette årti vil blive de ”brølende 2020’ere” – med reference til opturen i 1920’erne - med solid økonomisk optur og fest på aktiemarkederne. Han mener at grundstenen i USA’s økonomi, forbrugerne, er velkonsoliderede. Deres samlede formuer har aldrig været højere og de har brugt årene siden finanskrisen i 2008 til at nedbringe deres gæld markant.
LÆS OGSÅ:
Fundamentalporteføljen: Thorleif Jackson sælger succes-aktien
Samtidig har mange taget lange lån med lav rente i 2020/2021, så renteforhøjelserne fra Fed faktisk har givet mange forbrugere flere penge mellem hænderne fra deres mange opsparede midler.
Men vigtigst af alt er det igangværende teknologi-boom pga. kunstig intelligens. Yardeni ser tydelig paralleller til 1990’ernes økonomiske opsving med lav inflation – det såkaldte ”Guldlok”-scenarie – og aktieoptur efter fremkomsten af internettet. Igen i dette årti tror han på, at nye teknologier vil øge produktiviteten i samfundet og virksomhedernes overskudsgrader og i sidste ende komme aktionærerne til gode. Han spår et amerikansk S&P500-indeks i 8000 ved udgangen af årtiet svarende til et årligt afkast over på 10 procent de næste fem år, når dividender medregnes.
Positive forudsigelser
En endnu større optimist end Ed Yardeni er en anden amerikaner, Tom Lee. Han er aktiestrateg for finansfirmaet Fundstrat og den lige nu hyppigst citerede investeringsekspert i de amerikanske finansmedier, netop pga. hans enorme optimisme. Men også fordi han har ramt markedsretningen rigtig de seneste år med sine positive forudsigelser om et stærkt stigende aktiemarked.
5-6 gode aktieår endnu før toppen er nået
Oveni har han også trukket overskrifter med forudsigelsen om, at S&P500-indekset først vil toppe i 2030 omkring indeksværdi 15,000 eller en næsten tredobling fra niveauet her i efteråret 2024. Det svarer til et aktieafkast på over 20 procent årligt de næste fem år. Til sammenligning venter afkastrådet herhjemme, der laver de danske bankers afkastprognoser, et aktieafkast på 7 procent årligt.
Tom Lee har to overordnede argumenter for hans store optimisme, demografiske forhold og teknologi.
LÆS OGSÅ: Her sætter han nyt og højt kursmål på Novo Nordisk
Globalt er millennial-generationen på 2 1/2 mia. mennesker ved at overtage fra generation X, som den største og mest købedygtige generation. Den gennemsnitlige alder i millennial-generationen er nu 31 år og er derved rykket ind i den mest købedygtige- og forbrugslystne alder på 30-50 år. I den alder øges efterspørgslen efter mange forbrugsgoder, et sted at bo, finansielle serviceydelser m.m., og det vil booste den globale vækst og virksomhedernes indtjening lyder argumentet. Det samme skete i 1920’erne og igennem 1950’erne til slutningen af 1960’erne og faldt sammen med store aktiekursstigninger.
Læg dertil, at vi står overfor et boom i teknologiinvesteringer, fordi virksomhederne rundt om i verden bøvler med mangel på arbejdskraft. Det vil sætte yderligere skub i investeringer i AI og øge produktiviteten, velstanden og aktiekurserne markant.
LÆS OGSÅ:
Aktiechef udpeger aktie: "Et fremragende køb lige nu"
”Globalt vil der mangle 80 millioner arbejdere i slutningen af dette årti, svarende til godt 3.000 milliarder dollars i lønomkostninger, der kan kastes ind i teknologiinvesteringer i stedet,” argumenterede Lee i et interview i juli med nyhedstjenesten Bloomberg. Det vil især komme de førende amerikanske tech-virksomheder til gode, som han forventer vil øge deres andel af aktiemarkedet fra 35 procent i dag til 50 procent om nogle få år.
Hvad skal du gøre?
Nyd de kommende års aktieoptur og vær undervejs opmærksom på, hvor meget dine aktier vokser til at fylde i porteføljen, så du ikke uforvarrent øger din samlede risiko. Overvej omvendt om du som udgangspunkt investerer med for lidt risiko, især hvis du er ung. Overvej om du har evnerne til at slå et passivt benchmark i et positivt og stigende marked og ellers så gå passivt og vær alligevel med på opturen.
Abonner på vores Youtube-kanal her:
Ansvarsfraskrivelse: Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. Synspunkter og anbefalinger svarer ikke nødvendigvis til Dansk Aktionærforenings holdninger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved at følge anbefalinger i Aktionæren.