Analyser

Under Armour: Bagud, men ikke ude

Billede
Billede

Af
Peter Smed

Cand.polit. og investeringsrådgiver hos Solvent Invest

Det er gratis at tilmelde sig Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev, hvor du får aktietips hver uge.

Amerikanske Under Armour startede i 1996, da grundlæggeren Kevin Plank, der på daværende tidspunkt var holdleder for fodboldklubben Maryland University, lagde mærke til, hvor meget spillere svedte i deres daværende tøj. Løsningen var, at han designede tøj, der kunne holde huden tør, uanset hvor meget man svedte. Han sørgede også for, at tøjet var elastisk for at give en bedre komfort.

Virksomheden sælger sine produkter både engros og direkte til forbrugerne i et netværk af 422 butikker. Som alle andre arbejder Under Armour også på at udbygge afsætningen via e-handel, alt sammen understøttet af branding på øverste hylde, blandt andt i kraft af tilknytning af den amerikanske NFL-fodboldstjerne, Tom Brady.

Virksomheden var i 2022 i vanskeligheder, og investorerne måtte på grund af store restruktureringsomkostninger acceptere et underskud på mere end 500 millioner dollars. Problemerne er ikke løst, og aktien faldt 7 procent på dagen for offentliggørelsen af 3. kvartalsmeddelelsen for det skæve finansår 2022/23. Som flere af konkurrenterne, døjer Under Armour med stigende varelagre, der i øjeblikket er 50 procent højere end sidste år. For at modvirke lageropbygningen har Under Armour solgt flere varer til nedsat pris, og det har ført til et fald i overskudsgraden på 6 procent.

Der er selvfølgelig muligheder, hvis Under Armour får styr på udfordringerne. Den forsigtige tilgang vil dog være at afvente køb af aktien, til der er tegn på stabilitet og fremgang i forretningen.

Børskode
UAA

ISIN
US9043112062

www.
underarmour.com

Anbefaling
Afvent Køb


Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. Synspunkter og anbefalinger svarer ikke nødvendigvis til Dansk Aktionærforenings holdninger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved at følge anbefalinger i Aktionæren.