Tysk teknologi drevet af globale megatrends
Denne analyse blev bragt i Aktionæren 7, 2021.
Mikrochips eller halvledere er uundværlige elementer i al elektronik. Det gælder energiforsyning, solcelleparker, energioptimering – både industrielt og i private hjem – smartphones, tingenes internet, computere, elektriske biler med mere. Infineon er en af markedslederne i den hastigt voksende halvlederbranche.
Stort markedspotentiale
Markedsudviklingen understøttes af globale megatrends såsom digital transformation, urbanisering og energioptimering. Antallet af elektroniske apparater vokser markant, og halvledermarkedet estimeres til at nå et omfang på 4.000 milliarder kroner i 2022.
Få aktietips hver uge - tilmeld dig aktionærforeningens nyhedsbrev
Behovet for digitalisering er blevet forstærket af COVID-19, og energioptimering er nødvendig for at nå de fastsatte klimamål ved reduktion i CO2-udslippet. Netop inden for chips til energimarkedet er Infineon markedsleder, og virksomheden står også stærkt som leverandør til bilsektoren, hvor efterspørgslen efter mikrochips vil vokse markant som følge af overgangen til elbiler og senere førerløse biler. På globalt plan er Infineon blandt de ti største chipsproducenter.
Produktionen kan ikke følge med
COVID-19 har givet udfordringer i forsyningskæderne, og kundernes efterspørgsel efter chips overstiger udbuddet. Det har fået eksempelvis bilfabrikkerne til at reducere produktionen. Det vil dog vise sig som en tidsmæssig forskydning til gavn for Infineon på længere sigt.
LÆS OGSÅ: Nordea-aktien topper foran techgiganter
Verden er afhængig af mikrochips, hvilket giver Infineon og andre producenter mulighed for at hæve priserne. Udfordringerne har ramt bredt, så Infineon vil næppe miste markedsandel af denne grund. Ingen har et ønske om en priskrig – og slet ikke i en tid, hvor man kan sælge mere, end man producerer.