Tid til check-in hos Norwegian
Flyv ikke højere end økonomien kan bære
I 2019 kom Norwegian Air Shuttle (Ticker: NAS, ISIN: NO0010196140) på andre og bedre tanker. For lidt mere end tre kvartaler siden blev strategien lagt om: Nu gjaldt det ikke længere om at flyve så meget, så langt og med så mange som muligt. Derimod handler det fremadrettet om at efterlade et mere solidt økonomisk aftryk på bundlinjen.
Tidskrævende omstilling
Ting tager, ligesom lagringen af en god ost, den tid, der skal til. Det samme gælder når man skal vende et et stort flyselskab med mere end 160 fly.
Flyselskaber har to årlige ”kollektioner”: en til sommer og en til vinter. En strategiændring vil derfor som minimum tage seks måneder og nok nærmere 9-12 måneder, inden de første effekter kan ses på bundlinjen. Til de seks måneder skal tillægges forberedelses- og planlægningsperioden, når ruter skal oprettes eller nedlægges.
For Norwegian er den tid gået nu. De seneste kvartaler har investorerne fået en forsmag på, hvad det betyder for selskabet: antallet af flyvninger går ned, destinationer bliver sløjfet og overskydende fly solgt.
Vigtigst af alt - og indikatoren for om ændringerne virker og giver økonomiske resultater – er, udviklingen i den gennemsnitlige ”yield” eller indtjening per passager. Hvis den stiger, er det fordi antallet af udbudte flysæder falder kraftigere end antallet af passagerer, der flyver. Samtidig siger yielden også noget om udviklingen i prisen på de solgte billetter.
Kombinationen af lavere omkostninger og flere billetter solgt til en højere pris afgør succes eller fiasko.
Vending kan være indtruffet
Der er en allerede en synlig effekt hos Norwegian, og de seneste måneders trafikal tegner et ganske klart billede. Yielden i november, december og også de seneste januartal peger klart i den rigtige retning. Økonomisk set går det derfor bedre, men det afspejles ikke i aktiekursen, som viser den stik modsatte udvikling. Hvorfor?
Norwegian flyver ikke til Kina
Tjah. Det umiddelbare svar rimer på Coronavirus. Luftfartsselskaber er de første til at mærke usikkerhed og økonomisk turbulens. En række selskaber har registreret færre solgte billetter til Kina, og her i den første uge af februar er der mange, som flyver mindre eller slet ikke til Kina. Det er vel derfor, Norwegian-aktien er faldet?
Svaret er Nej! Norwegian flyver ikke til Kina. De har ingen direkte trafik til og fra Kina. Alene set i den kontekst virker et kursfald på linje med andre luftfartsselskaber med Kina trafik mærkeligt.
Men det bliver endnu mere mystisk.
Olieprisfald luner mest hos Norwegian
I modsætning til konkurrenter som eksempelvis SAS, Easyjet og Ryanair har Norwegian ikke eller formentlig i meget mindre omfang afdækket deres brændstofudgifter for 2020. De faldende brændstofpriser er et godt hedge mod en generel mindre lyst til at flyve.
Siden uroen i Mellemøsten kortvarigt fik oliepriserne til at stige, er priserne igen faldet, aktuelt med cirka 20 procent.
Kombinationen af at Norwegian ikke flyver til Kina og deres manglende olieprisafdækning gør kursfaldet meget mystisk.