Thorleif Jackson gransker billige storbanker
Banksektoren blev hårdt ramt af Finanskrisen i 2008, og den er endnu ikke kommet tilbage 16 år senere. De europæiske storbanker har underperformet mest. Bankaktierne ligner røverkøb i sommeren 2024, men er måske reelt såkaldte value traps. I denne analyse vurderer Thorleif Jackson 10 internationale storbanker.
Verdens storbanker har underperformet verdensindekset med over 3 procent om året siden december 1994. Det er en markant underperformance, der afspejler, at storbanker har haft det hårdt på børsen de seneste 30 år. Skandinaver vil vide, at storbankerne bestemt også havde det svært op til 1994, jf. bankkrisen omkring 1990. Danske Banks aktiekurs faldt fx 36 procent fra 1985 til 1994, mens markedet steg.
Storbankernes indtjeningsproblemer og skandaler synes at være uden ende, ikke mindst i Europa. Et indeks for europæiske storbanker viser, at disse er faldet svarende til 1,6 procent per år siden december 2007, mens aktiemarkedet som helhed er steget kraftigt.
Eksempelvis er MSCI World og MSCI Europe steget henholdsvis 9,6 procent årligt og 6,3 procent årligt i perioden. Se figur til venstre.
De seneste to år er det europæiske bankindeks godt nok steget 60 procent mere end markedet, bl.a. takket være et længe ventet comeback til Deutsche Bank. Det ændrer dog ikke på, at langsigtede investorer med fordel kunne have fravalgt storbanker i porteføljen i årtier.
Storbanker i porteføljen?
Flertallet af storbanker har historisk vist sig at være såkaldte value traps, der forekommer at være billige, men alligevel bliver ved med at underperforme. Betyder det så, at vi som aktive investorer helt bør undgå storbanker? Nej, ikke nødvendigvis, for mange internationale storbanker har faktisk leveret overbevisende resultater år ud og år ind trods finanskriser, lavkonjunkturer, skandaler, pandemier, krige, inflation mv. Eksempelvis har amerikanske JPMorgan, indiske HDFC Bank og canadiske Royal Bank of Canada alle slået MSCI World siden december 2007.
Men se dig godt for og sig nej tak, hvis du synes, væksten mangler eller noget lugter af fisk. Hvorfor købe risikable turn-arounds, når der findes veldrevne branchevindere, der leverer tilfredsstillende afkast med lavere risiko? I denne sektoranalyse udpeger jeg 10 internationale storbanker, der hver for sig er førende i deres lokale områder.
Thorleif Jackson ejer selv aktier i HDFC Bank.
Abonner på vores Youtube-kanal her:
Ansvarsfraskrivelse: Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. De nævnte aktier er ikke købsanbefalinger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved køb.