Strateger: Disse 3 aktier har størst potentiale på kort sigt
Få aktietips hver uge - tilmeld dig nyhedsbrevet her
Hvilke tre danske aktier vil klare sig bedst i juli, august og september, og hvilke vil klare sig dårligst? Aktiestrateger giver deres bud her.
De tre aktier, de tror mest på, og de tre aktier, de tror mindst på i de kommende tre måneder. Det er, hvad aktiestrateg Hajder Anjum og senioraktiestrateg Michelle Nørgaard fra Handelsbanken har udpeget.
Herunder kan du se, hvilke aktier, der er tale om, og hvorfor de vurderer aktierne, som de henholdsvis bedste og dårligste på den korte bane.
Læs også:
23.000 kopierer ham: Nu afslører han sin største investering
De tre danske aktier, strategerne tror mest på i juli, august og september:
Nordea
- Vi vurderer, at banksektoren er en af de få sektorer, der potentielt kan opleve højere indtjeningsestimater resten af året grundet den igangværende renteforhøjelsescyklus.
- Vi vurderer, at der formentlig er udsigt til et nyt aktietilbagekøbsprogram, hvilket vil være understøttende for kursudviklingen.
- Vi vurderer, at Nordea har udsigt til en samlet positiv effekt på 300 millioner euro ved en 0,50-procentpoint højere styringsrente fra centralbankerne på Nordeas kernemarkeder.
Pandora
- Vi ser positivt på udviklingen på det amerikanske marked og vurderer, at kursudviklingen år til dato har sendt kursen ned i et attraktivt niveau i forhold til at købe op i aktien.
- Der er en vis sandsynlighed for, at Pandoras forventninger er for pessimistiske, i hvert fald hvis man sammenligner med den amerikanske konkurrent Signets forventninger.
- Pandora vurderer, at modvinden fra krigen i Ukraine samt Covid19- og inflationspåvirkningen vil blive opvejet af mere positive udsigter for resten af forretningen.
Spar Nord
- Vi vurderer, at banksektoren er en af de få sektorer, der potentielt kan opleve højere indtjeningsestimater resten af året grundet den igangværende renteforhøjelsescyklus.
- Spar Nord er for indeværende vores favoritaktie blandt de danske banker idet banken, i lighed med resten af sektoren, vil nyde godt af de stigende renter samt et fortsat lavt nedskrivningsniveau.
- Vi ser en stigende sandsynlighed for, at Spar Nord opjusterer deres forventninger senere i år og måske allerede forud for offentliggørelsen af 2. kvartalsregnskabet.
Læs også: Sælger dansk aktie efter 15 års ejerskab - og køber en ny
De tre danske aktier, strategerne tror mindst på:
Carlsberg
- Fortsat stor usikkerhed omkring udviklingen for den østeuropæiske forretning samt effekten af Covid19-nedlukningerne i Kina.
- Den udhulede købekraft blandt husholdningerne grundet de stigende forbrugerpriser kombineret med prisjusteringer vil formentlig føre til en lavere volumenudvikling.
- Carlsberg står over for en drastisk ændring af deres geografiske balance efter det kommende frasalg af de russiske aktiviteter.
FLSmidth
- Vi ser en overvejende stor risiko for, at FLSmidth må se sig nødsaget til at nedpræcisere deres helårsforventninger.
- Vores scenarieanalyse indikerer, at der fortsat er risiko for yderligere kurstilbagegang på 10-15 procent fra nuværende niveau.
- Vi venter, at efterspørgslen og volumenvæksten vil falde markant i løbet af 2. halvår 2022.
Rockwool
- Meldinger fra konkurrenten Kingspan tegner ikke godt for byggeaktiviteten, der er ramt af stigende metal- og råvarepriser samt stigende renter.
- Skulle det vise sig, at inputomkostninger forbliver på nuværende niveau, så vurderer vi, at Rockwool vil være nødsaget til at hæve deres priser med omkring 30 procent, hvilket formentlig vil ramme volumenerne og efterspørgslen.
- Anstrengt prisfastsættelse og stigende omkostninger gør aktien uinteressant på kort sigt.
Læs også:
Scor skattefri gevinst på 37.300 kroner til dit barn eller barnebarn - hvert år
Skattefrie afkast til børn: Disse fonde kan du bruge