Servicegigant med turnaround-potentiale
ISS-aktien har i de forgangne år haltet kraftigt efter det danske C25-indeks. Det danske serviceselskab oplevede især i 2020 et særdeles vanskeligt år præget af adskillige udfordringer. Coronapandemien ramte selskabet hårdt, da nedlukninger påvirkede selskabets aktiviteter.
Den danske servicegigant blev dette år ligeledes ramt af et cyberangreb. Der er dog tegn på, at det er ved at lysne igen.
Fragmenteret marked med intensiv konkurrence
Markedet for facility-services er særdeles fragmenteret, og der er ikke mange muligheder for ISS for at differentiere sine ydelser i forhold til konkurrenterne. Herudover er sektoren præget af lave adgangsbarrierer. Dette kan føre til en mere intensiveret konkurrence og dermed pres på indtjeningsmarginalerne i sektoren. ISS kan dog i kraft af sin størrelse udbyde integrerede ydelser ved at kombinere for eksempel rengøring, catering og ejendomsservice. Dette er især en fordel i betjeningen af større kunder.
Få aktietips hver uge - tilmeld dig nyhedsbrevet her
Blandt de nærmeste rivaler er franske Sodexo og britiske Compass Group. ISS er relativt størst inden for rengøringssegmentet målt på andel af omsætningen. For alle tre selskaber gælder, at der er tale om medarbejdertunge aktiviteter. Lønudviklingen på selskabernes kernemarkeder har derfor betydelig indvirkning på de samlede omkostninger.