Medvind på flere fronter
Uanset om man kan lide banksektoren eller ej, så er de senere års mange rygter om dens snarlige endeligt indtil videre blevet gjort til skamme. Indtjeningen er stadig pæn – også selvom investorerne ikke har lyst til at betale en høj pris for den.
For 2022 er det Nordeas forventning at levere en egenkapitalforrentning på 11 pct. på basis af en omkostningsprocent på 49-50. I 2025 er målsætningen 13 pct, som bl.a. skal nåes ved at presse omkostningsprocenten yderligere ned til 45-47.
Men rentestigninger, lavere egenkapital som følge af aktietilbagekøbene og ikke mindst et fald fra 2024 i ”indskydergaranti”-betalinger, betyder, at 2025-målsætningen på 13 pct. lige pludselig ikke længere er så ambitiøs.
Ovenpå den flotte relative udvikling for banksektoren er det også spørgsmålet på helt kort sigt, om der er mere at komme efter?