
”Det bliver værre og værre og værre”

Det er gratis at tilmelde sig Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev, hvor du får aktieanalyser hver uge.
Interview med stifter og forvalter hos Symmetry Invest Andreas Aaen. Dette interview blev bragt i Aktionæren 2, 2025.
Hvad er forretningsmodellen i Choice Hotels International?
Choice Hotels International er et franchiseselskab for hoteller. Hvis nogen vil starte et hotel, kan de komme med i kæden, og så betaler de 5 procent af omsætningen for at få lov at have et Choice Hotel. Dermed sælger selskabet brandet, de hjælper hotelejerne med booking-systemer, og de kan også hjælpe med at bygge hotellerne.
Hvorfor tror du ikke på aktien?
Choice Hotels har været en fantastisk forretningsmodel i de sidste 20 år, men der er sket nogle ting de sidste 12 måneder, der gør, at vi er blevet meget negative på den. De er gået fra at være asset light til at blive mere asset heavy. Tidligere byggede en hoteloperatør et hotel, startede driften og begyndte at betale til Choice. De sidste 12 måneder er det blevet sværere at få nye hoteller ind i kæden. Selskabet er nu begyndt at låne penge til franchisetagerne, når en ny hotelejer vil bygge et hotel. Det rammer cash flowet markant. Før havde de et godt cash flow, men nu har de faktisk et rigtig dårligt cash flow.
Hvad er selskabets store problem?
At Choice Hotels ikke er et særlig stærkt brand sammenlignet med for eksempel Hilton. Franchisetagerne kan lige så godt lave et Hilton-hotel. Der er kommet mere konkurrence om at få hotellerne ind i kæderne.
LÆS OGSÅ: Udpeger 5 danske aktier: "De vil trække indekset højere"
Hvilke nøgletal lægger du især mærke til?
Vi ser på, hvor stor en procentdel af deres EBITDA (Indtjening før renter, skat, afskrivninger og amortisering, red.) der kan konverteres til cash flow. Tidligere kunne selskabet omdanne 80 procent af deres EBITDA til cash flow. De seneste kvartaler har de dog kun været i stand til at konvertere 0-20 procent.
Du holder dig ikke blot fra aktien, du har valgt at shorte den, hvorfor?
For det første er aktien ekstremt dyr, og det forventer vi, markedet får øjnene op for i løbet af de kommende 12 måneder. Vi ejer allerede nogle andre aktier inden for hotel-, rejse- og oplevelsesbranchen, som vi har en lang position i. Derfor vurderer vi, det er en god idé at have en short-position for at afdække brancherisikoen.
Hvad er risikoen for, at du tager fejl, og aktien bliver en succes?
Den primære risiko er, at de penge, de er begyndt at låne ud, bare er en midlertidig udfordring, og at de formår at få pengene tilbage og begynder at tjene en masse cash igen. Indtil videre ser vi dog ingen tegn på dette. Derimod kan vi se, at det bliver værre og værre og værre. De låner flere og flere penge ud, hvilket presser deres finansielle situation yderligere.
Hvad forventer du af aktien på 1-2 års sigt?
Den skal halveres i værdi fra den nuværende
kurs på 149 amerikanske dollars.
Andreas Aaen har shortpositioner i Choice Hotels International gennem kapitalforeningen Symmetry.
LÆS OGSÅ: Milliarderne ruller: Se dommen over Novo, Vestas, Mærsk, DSV, Carlsberg og Danske Bank
Abonner på vores Youtube-kanal her:
Ansvarsfraskrivelse: Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. De nævnte aktier er ikke købsanbefalinger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved køb.