Cigna Corp: Mellemmand får procenter
Cigna Corp. er USA’s næststørste såkaldte PBM – Pharmacy Benefit Manager. De fungerer som et slags bindeled mellem sundhedsforsikringsselskaberne på den ene side og på den anden side apotekerne og medicinalvirksomhederne.
Nogle gange er PBM’erne også selv forsikringsselskaber (som Cigna) eller apotek. De bliver således reelt bindeled mellem kunden/patienten og medicinalproducenterne. PBM’erne forhandler således eksempelvis den pris, som kunden skal betale for medicinen.
Branchen er via fusioner blevet mere og mere koncentreret, og Cigna har i dag 24 procent markedsandel. De tre største har tilsammen 77 procent, mens de seks største har 95 procent. Omsætningen er de sidste ti år næsten ottedoblet, hvilket dog til dels skyldes en kæmpe fusion i 2018.
Indtjeningen per aktie er imidlertid også steget kraftigt – næsten 17 procent om året i snit. Det skyldes dog delvist en meget høj indtjening sidste år. Den bliver lavere i år, men alligevel er P/E så lav som 13. Målt på den forventede indtjening i 2023 er den lige under ti. Det er en virkeligt lav pris.
Den mest betydelige risiko er, at der kommer en form for statslig regulering på sundhedsforsikringsområdet, som vil stække indtjeningen. Jeg tror dog, det vil være en langsom udvikling. I USA har de fleste ikke lyst til at betro deres sundhedsforsikring til staten.
Sektor: Sundhed
Børskode: NYSE: CI
ISIN: US1255231003
www.cigna.com
Anbefalingen er køb.