
”Aktien er ekstremt billig”

Det er gratis at tilmelde sig Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev, hvor du får aktieanalyser hver uge.
Interview med stifter og forvalter hos Symmetry Invest Andreas Aaen. Dette interview blev bragt i Aktionæren 2, 2025.
Hvad laver Catella?
Selskabet administrerer og hjælper folk med ejendomsinvesteringer. De har en række investeringsporteføljer- og fonde bestående af ejendomme, og de administrerer samlet set for 150 milliarder svenske kroner. Forretningsmodellen er, at de som udgangspunkt ikke ejer ejendommene selv, det gør investorerne gennem fondene. 30 procent af ejendommene ligger i Tyskland, 10 procent i Holland, 8 procent i Frankrig og så har de blandt andet også noget i Danmark og Norge. Selskabet tjener penge ved, at de får et fast administrationsgebyr på mellem 1 og 1,5 procent for at forvalte fondene. Derudover får de betaling – en performance fee – på 20 procent af afkastet i fondene, når det går godt i fondene som følge af, at ejendomme er steget i værdi. Derudover får de betaling, når de køber og sælger de underliggende ejendomme – det tager de mellem 1 og 1,5 procent for.
Hvorfor tror du på selskabet?
Catella tjener rigtig mange penge, og det har de gjort de sidste ti år, hvor de bare er vokset og vokset. Selskabet ejer kun nogle få ejendomme selv. Hvis ejendomsmarkedet falder, lider de derfor ikke et direkte tab. Aktien er dog faldet i takt med de øvrige ejendomsaktier på børsen, og derfor mener vi, den er attraktiv. Efter vores vurdering er kursfaldet uberettiget, fordi selskabet i modsætning til mange andre i den branche ikke ejer ejendommene. Når centralbankerne begynder at sænke renterne i de kommende år, vil det generelt løfte ejendomsaktierne, herunder også Catella. Vi vurderer dog, at Catella-aktien vil stige mere end de andre ejendomsaktier, fordi den er faldet meget og uberettiget.
LÆS OGSÅ: Udpeger 5 danske aktier: "De vil trække indekset højere"
Er der andet, der kan drive aktiekursen?
Selskabet ejer nogle få ejendomme – blandt andet de to "Kaktus”-tårne i København, som er udlejet. Et af disse projekter er de i gang med at sælge lige nu. Når salget gennemføres tror vi, det bliver en stor katalysator for aktiekursen, fordi vi venter, at de kommer til at tjene en stor sum penge på det. Hvis vi justerer for det kommende salg af Kaktus-projekterne, som forventes at ske i år, handler aktien til en Enterprise Value over EBIT (EV/EBIT, red.) på kun 3. Det er ekstremt lavt.
Hvad er risikoen i aktien?
De næste 12 måneder forventer markedet, at renterne skal være flade eller falde. Hvis det ikke sker, og inflationen – og dermed renterne – ikke falder, vil det udskyde det rebound, jeg forventer sker i ejendomsaktier og i Catella-aktien i særdeleshed.
Hvad forventer du af aktien på tre års sigt?
Jeg forventer som minimum, at aktien fordobler fra den nuværende kurs på 27.
I hvilket kursniveau er du interesseret i at købe aktien?
Vi har allerede en meget stor position, hvor den fylder 9 procent af vores samlede investeringer. Derfor køber vi ikke mere op, medmindre vi får nye penge ind i fonden.
Hvor vil du placere aktien på aktiebarometeret?
På mørkegrøn. Aktien er ekstremt billig. Desuden vil den få medvind fra, at renterne er på vej ned, og af at ejendomsmarkedet kommer op igen.
Andreas Aaen ejer aktier i Catella AB gennem kapitalforeningen Symmetry.
LÆS OGSÅ: "De skovler penge ind, selvom de vokser"
Abonner på vores Youtube-kanal her:
Ansvarsfraskrivelse: Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. De nævnte aktier er ikke købsanbefalinger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved køb.