Analyser

Peger på markedets største risiko - og 6 danske favoritaktier

Billede
Selskabet formåede at tjene så mange penge, at de faktisk ikke kunne bruge dem, siger investor og rådgiver Marlene Nørgaard om et af de selskaber, hun tror særligt meget på som en god investering i 2024. Her kan du se hele listen over hendes aktiefavoritter i 2024.
Billede

Af
Christian Kjær

Redaktør, ck@shareholders.dk

Det er gratis at tilmelde sig Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev, hvor du får aktietips hver uge.

Interview med Marlene Nørgaard Carolus, Uafhængig formueforvalter, tilknyttet Partner Formue Danmark.

Interviewet er også bragt i magasinet Aktionæren nummer 9/2024.

Hvor skal aktierne hen i 2024?

Globale aktier skal op med 5-10 procent. Vi får en blød landing i verdensøkonomien, som vil komme tilbage i et moderat tempo. Det vil være trukket af USA, hvor det kommer til at gå rigtig godt næste år. Desuden får vi forløst noget af den krigssituation, vi har i Ukraine og i Gaza. Da aktiemarkederne handler på fremtiden, vil aktierne tage glæderne lidt på forskud.

Hvad tænker du om prissætningen af aktier i 2024?

Investorerne kommer til at genindstille pick up’en i forhold til, hvor meget man er villig til at betale for en virksomheds indtjeningsevne, og hvor langt man er villig til at se frem i forhold til, at selskabet kommer til at tjene flere og flere penge. Ofte er argumentet for, at man ikke vil købe aktier, at P/E-tallet er udover, hvad vi har set i de sidste 20-30 år. Uagtet at eksempelvis Novo Nordisk, Genmab og Ambu kan se dyre ud, er det vinderaktier for mig de næste mange år frem. Jeg mener, investorerne skal ændre hele forståelsen af, hvad de vil betale for den ydeevne, de her aktieselskaber har. Jeg er ikke bange for høje P/E-tal.

Læs også:
"Aktien skal op med minimum 50 procent næste år"

Hvad er den største risiko for aktiemarkedet næste år?

Den største risiko er, hvis man i USA peger på Donald Trump som præsidentkandidat. Og at Putin og Kina gør situationen værre i og omkring Ukraine, samt at vi ikke får ro på konflikten mellem Israel og Palæstina. Der er en risiko ved at fortsætte en politisk dysfunktion i verden, hvor vi ikke kan samtale. Der sker desværre en polarisering i de her årtier. Derfor er det endnu vigtigere, at vi i Europa formår at have noget samklang i forhold til, hvad vi finder ret og ikke ret.

Hvilke sektorer eller områder kigger du i retning af i 2024?

Vi kigger på en verden, hvor der kommer flere overvægtige blandt andet i Kina og Østen. I nogle ulande kommer de til at spise på en måde, de ikke har været vant til. De vil desværre få afledte sygdomme som diabetes og fedmesymptomer. Med så forholdsmæssig koncentreret konkurrence, der er på markedet for diabetes- og fedmemedicin, er aktierne inden for det område, som jeg ser det, en no brainer.

Hvorfor er Ambu-aktien på din liste over favoritter til 2024?

Aktien i Ambu havde en gigantisk optur op mod kurs 350 i foråret 2021, hvorefter de året efter fik en massiv nedtur ned i kurs 66. Aktien har været ramt af en masse shortsalg (investorer, der spekulerer i kursfald, red.). Det skyldes dog ikke, at selskabet nødvendigvis er dårligt. Det har blandt andet skyldtes, at de ikke har kunnet få leveret de materialer, de skal bruge til de ordrer, de har i ordrebogen. Dertil har der også været et skifte på CEO-positionen fra en ”over positiv fantast” til en CEO, der nu er ved at rydde op. Sådan en oprydning giver overreaktioner i aktien. Til gengæld plejer der også at være en ekstra optur, når oprydningen er foretaget. Jeg mener, aktien i Ambu er oversolgt. Jeg kigger på selskabets indtjeningsevne, og hvor aktiekursen har været fornuftigt placeret over tid. På den baggrund vurderer jeg, at den skal tilbage i kurs 120. Det er der, den har sin værdi.

Læs også:
Investor om dansk aktie: "Urimeligt billigt prissat"

Aktien i GN Store Nord er med på din favoritliste, hvorfor?

GN-aktien har fået overordentligt mange tæsk, blandt andet fordi de har en meget stor rentebærende gæld. Men aktien er blevet for mast. Selskabet er billigt målt på nøgletal, og den ligger med en discount på 20-30 procent i forhold til et selskab som Logitech. Det er et gratis lod at tro på, at GN med stigninger i indtjeningen i 2023 og 2024 får forløst sig lidt med den rentebærende gæld, men de har muligheden, for selskabet har en god teknologi. Det er også interessant, at Demant-fonden har købt op i GN-aktien. Man kan godt forestille sig, at man vil lægge GN Store Nord og Demant sammen til ét selskab, hvor der så kan blive et cash pay out til aktionærerne. Der er en opkøbskandidat i GN Store Nord.

Hvorfor er aktien i A.P. Møller – Mærsk blandt dine favoritter?

Mærsk har formået at tjene så mange penge i 2022, at de faktisk ikke kunne bruge dem, og vi aktionærer fik vanvittigt store udbytter. Inden for det samme år kom selskabet ud i nogle problemer, der gjorde, at aktien blev smidt 16 procent tilbage. Det var en overreaktion. Det kan godt være, det er dyrt at bevæge skibene, og at der er krig i verden, men det er helt sikkert, at Mærsk kommer igennem det. De har nemlig lige præcis den størrelse, der skal til for at vinde det marked yderligere, og det tror jeg, de gør. Det er også vigtigt at forstå, at Mærsk har moderniseret sit digitale interface. Jeg synes ikke, man skal handle de her store globale virksomheder på kvartalsmeddelelser. Når krigene stopper, og vi får mere politisk ro, flyder verdenshandlen igen, og der er Mærsk ude med rigtig mange skibe. Jeg vurderer derfor, at aktien skal tilbage i kurs 14.000 i løbet af 2024.

Marlene Nørgaard Carolus bud på vinderaktier i 2024

Novo Nordisk

Kurs, da interviewet fandt sted: 706 kr

GN Store Nord

Kurs, da interviewet fandt sted: 117 kr

Ambu

Kurs, da interviewet fandt sted: 72 kr

Genmab

Kurs, da interviewet fandt sted: 2033 kr

A.P. Møller – Mærsk

Kurs, da interviewet fandt sted: 9.826 kr

Vestas

Kurs, da interviewet fandt sted:158 kr

BERIGTIGELSE: I den trykte udgave af magasinet Aktionæren nummer 9/2023, der er sendt ud til medlemmerne, fremgår det, at Marlene Nørgaard Carolus også tror på selskabet Grab i 2024. Dette er en fejl, og magasinet Aktionæren beklager. Den korrekte og komplette liste over Marlene Nørgaard Carolus over bud på vinderaktier i 2024, kan medlemmer se herover.

Ansvarsfraskrivelse: Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. Synspunkter og anbefalinger svarer ikke nødvendigvis til Dansk Aktionærforenings holdninger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved at følge anbefalinger i Aktionæren.

Se også Dansk Aktionærforenings seneste tv-program fra tv-kanalen dk4:

Remote video URL