Analyser

5 vigtige begivenheder der kan rykke Novo-aktien

Billede
Efter flere år med ekstraordinære store afkast til Novo Nordisk investorerne ser 2024 afkastet ud til at blive mere afdæmpet. De næste 12 måneder er der 5 vigtige begivenheder, der kan sætte gang i aktiekursen igen.
Billede

Af
Oskar Bernhardtsen

Investeringsstrateg, Saxo Bank

Det er gratis at tilmelde sig Dansk Aktionærforenings nyhedsbrev, hvor du får aktietips hver uge.

2024 er ved at være ovre, og danskernes absolutte favoritaktie har haft et turbulent år. Efter flere år med ekstraordinære store afkast til Novo Nordisk investorerne ser 2024 afkastet ud til at blive mere afdæmpet. Aktien var ellers over sommeren oppe med over 40 %, men i november var hele årets afkast forsvundet. Novo Nordisk aktien er kommet en smule tilbage igen, og er pt. steget med ca. 10 % i år.

De næste 12 måneder er der 5 vigtige begivenheder, der kan sætte gang i aktiekursen igen. Alt efter hvordan de 5 begivenheder falder ud, kan man som investor vente mere end 5 % udsving i aktiekursen for hver begivenhed.

1. Godkendelse af Catalent handlen
En stor del af Novo Nordisk’ vækst skal komme fra øget omsætning af vægttabsmedikamenter som f.eks. Wegovy. Efterspørgslen efter medikamenter som Wegovy har vist sig at være enorm, og da der globalt, ifølge Novo Nordisk, er ventet at være mere end 1,2 mia. overvægtige mennesker i 2030, er potentialet for Novo Nordisk meget stort.

LÆS OGSÅ:
Thorleif Jackson med ny dansk udbytteportefølje - se de 10 danske udbytteaktier her

Sætter Novo-aktien på favoritliste til 2025

Venter stort kurshop i Vestas

I øjeblikket holder manglende produktionskapacitet Novo Nordisk tilbage, da man simpelthen ikke kan producere nok Wegovy til at mætte efterspørgslen. Derfor udbygger Novo Nordisk løbende deres nuværende kapacitet, og desuden har Novo Nordisk fonden aftalt at købe medikamentproducenten Calalent, der vil kunne hjælpe Novo Nordisk med at øge deres produktionskapacitet hurtigere end tidligere ventet.  Handlen er allerede godkendt i EU og forventes ligeledes godkendt i USA inden for kort tid.

Den endelige godkendelse af handlen bør ikke komme som en stor overraskelse, men kan alligevel give en betydelig positiv krusreaktion i Novo Nordisk aktien. Bliver handlen ikke godkendt af de amerikanske myndigheder, mod forventning, vil man se en markant negativ reaktion.

2. 68 ugers fase 3 data på CagriSema
Den nok vigtigste begivenhed for Novo Nordisk aktien er ventet at komme allerede i løbet af december 2024. Da aktien reagerer på ændringer i forventningerne til fremtiden, skal man som investor være opmærksom på vigtige data, der kan indikere, hvordan Novo Nordisk fremtidige produkter kommer til at præstere.

Selvom Wegovy i øjeblikket er vigtigt at holde øje med, er aktiemarkedet allerede begyndt at fokusere på efterfølgeren til Wegovy, kaldet CagriSema. CagriSema er kort fortalt et kombinationsmedikament bestående af semaglutide (det aktive stof i Wegovy), og en amylin analog kaldet Cagrilintide. Det er ventet, at disse to stoffer i kombination kan give et vægttab på 25 % eller mere efter 68 uger.

Vi har dog endnu ikke set 68 ugers fase 3 studiet, men viser det sig, at testgruppen har tabt sig mindre end 25 %, vil det være en skuffelse, der kan sende aktien ned markant. Når Novo Nordisk omvendt et ventet vægttab på 25 % eller mere med CagriSema, kan det sætte gang i et fornyet aktiefest.

Som vist nedenfor resulterede et tidligere 20 ugers fase 1 studie med CagriSema i op til 17 % vægttab. Dette blev vel at mærke opnået på kun 20 uger, hvor de ventede 25 % vægttab for fase 3 studiet altså er målt over 68 uger.

Billede

3. Salgsforventninger til 2025
I start februar er Novo Nordisk ventet at komme med deres officielle finansielle forventninger til 2025. Ser man på markedets nuværende forventninger til omsætning for 2025 ligger de på ca. 345 mia. kr. Det svarer til en årlig omsætningsvækst på lige over 20 %.

Ved sidste regnskabskald nævnte CFO, Karsten Munk Knudsen, muligvis ved en fejl, at salgsvæksten i 2025 var ventet at være i ”high teens”. Altså 17-19 %, hvilket er en smule under markedets forventninger. 

Netop på grund af forskellen mellem CFO’en udtalelser og markedets nuværende forventninger til 2025, kan den endelige forventningsudmelding komme til at rykke aktien markant alt efter om omsætningsvæksten er ventet over eller under 20 % i 2025.

4. Kapløbet mellem Wegovy og Zepbound
I løbet af 2025 er der ingen tvivl om, at de løbende kvartalsresultater selvfølgelig bliver toneangivende for aktiens udvikling i 2025.

Fokus vil især være på udviklingen i salget af Wegovy, men også hvordan salget udvikler sig sammenlignet med hovedkonkurrenten Eli Lilly og deres produkt Zepbound, der ligesom Wegovy bliver brugt til behandling af overvægt.

Som vist nedenfor, har Novo Nordisk med Wegovy været ”first mover” inden for vægttabsmedikamenter, men i 2024 er Zepbound kommet rigtig godt efter, og i Q2 2024, var det samlede salg af Wegovy og Zepbound tæt på det samme. I Q3 2024 er Wegovy-salget dog steget markant igen, og som investor er det vigtigt at holde øje med den relative udvikling mellem de to virksomheders salg i løbet af 2025.

Billede

5. Ny data og godkendelse af oral semaglutide og behandling af Alzheimers
I løbet er 2025 er det ventet at der kommer ny data og information om en eventuel godkendelse og lancering af oral semaglutide, der kort fortalt er Wegovy i pilleform. Som det kan ses nedenfor fra 68 ugers studiet med oral semaglutide, har patienter i testgruppen tabt sig ca. 17,4 %. Det svarer nogenlunde til det samme som Wegovy resultaterne, og derfor bør en vægttabspille i løbet af 2025 komme i fokus, og nyheder omkring dette vil være vigtigt for investorerne at holde øje med.

Billede

I 2025 kan der også komme fokus på en af Novo Nordisk potentielle fremtidige store vækstmarkeder. I løbet af andet halvår af 2025 er der ventet at komme nye data på behandling af Alzheimers med stoffet Semaglutide.

Som det kan ses nedenfor, viser flere studier, at semaglutide og andre GLP-1 stoffer kan nedsætte risikoen markant for udvikling af Alzheimers og demens. Mere end 80 millioner mennesker globalt lider ifølge Novo Nordisk af Alzheimers, der potentielt kan behandles. Fremlægger Novo Nordisk i løbet af 2025 yderligere data, der kan bekræfte dette potentiale, bør dette også kunne fungere som en positiv katalysator, der kan få Novo Nordisk aktien til at stige.

Billede

Abonner på vores Youtube-kanal her:

Ansvarsfraskrivelse: Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. De nævnte aktier er ikke købsanbefalinger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved køb.