Billede
Analyser
3 finanshuses prognoser for aktiemarkedet i 2025
Tre af verdens største kapitalforvaltere afslører, hvor de forventer aktieafkastet lander i år.
De tre prognoser dækker meget godt over stemningen blandt aktieeksperter globalt lige nu: Den helt store majoritet ser aktieopturen fortsætter i 2025 med stigninger på 5-20 procent. Til gengæld er der stor uenighed om USA fortsat vil trække aktielæsset, eller om opturen vil brede sig ud.
Amundi:
- Amundi forventer en fortsættelse af aktieopturen i 2025 takket være et fortsat moderat opsving i verdensøkonomien og lav inflation og forventer afkast på 8-9% næste år.
- En meget høj prisfastsættelse i USA vil få aktieopturen til at brede sig globalt med højeste afkast i bl.a. Asien (Japan, Indien og Indonesien) takket være stadig højere handelsmæssig integration og europæiske small cap-aktier, banker, samt Software og Forsyningsselskaber pga. AI-temaet, der også breder sig ud.
- En inflation, der ikke falder helt til ro, og øget geo- og handelspolitisk uro er blandt de største risici, der kan bringe de ellers positive markedsudsigter til fald.
LÆS OGSÅ: Thorleif Jackson udpeger 10 aktier til ny dansk udbytteportefølje
Deutsche Bank:
- Den tyske storbank Deutsche Bank er blandt de største optimister på finansmarkederne lige nu og forventer, at aktieopturen trukket af USA fortsætter i 2025 med et forventet afkast på 15-20 procent. Årsagen er ikke mindst en robust amerikansk økonomi, tocifret indtjeningsvækst og forventningen om store aktietilbagekøbsprogrammer på op imod 1300 mia. dollars.
- Bankens aktieeksperter ser fortsat størst optur for de mere cykliske aktier indenfor finans, minedrift og cyklisk forbrug, mens mere defensive sektorer som Sundhed/Medicinal og Telekommunikation vil halte efter.
- De ser en risiko fra Trumps økonomiske politik, men ser både, at den kan overraske positivt og negativt, og at positive overraskelser fra lavere skatter og deregulering sandsynligvis vil ramme markederne i 2025 inden eventuelle negative overraskelser fra højere toldsatser.
LÆS OGSÅ: Vækstporteføljen tæsker markedet med stort merafkast - se aktierne
Morgan Stanley:
- Morgan Stanley er enige med aktieeksperterne i Amundi i, at verden også i 2025 vil opleve moderat positiv økonomisk vækst. Det vil understøtte virksomhedernes indtjening og sikre en ikke alt for høj inflation, lidt lavere renter fra centralbankerne og fortsat stigende aktiemarkeder næste år. Den amerikanske storbank har dermed ændret sin tidligere meget negative holdning til aktier i en mere positiv retning.
- Største stigninger forventer banken i USA og Japan takket være robust vækst, der retfærdiggør en højere prisfastsættelse, mens banken ikke ser meget optur i Europa og Emerging Markets pga. usikre vækstudsigter.
- Storbanken ser også indførelse af højere toldsatser fra Trump og en global handelskrig som den største trussel mod en fortsat aktieoptur.