10 støddæmpere til din portefølje
Denne analyse blev bragt i Aktionæren 2, 2024.
Som investor er det normalt at frygte den næste krise på aktiemarkedet. Det er dog muligt at reducere tabene, når nedturen kommer, hvis du også har nogle støddæmpere i form af aktier fra mere stabile sektorer.
Et kig på de seneste kriser på aktiemarkedet viser, at det er meget svært at finde aktier, der leverer positive afkast, når først aktiemarkedet falder stort. Når aktierne rasler ned, trækker det alle sektorer med ned.
Der er dog aktier, der falder mindre end gennemsnittet. Ved også at være investeret i de stabile sektorer, kan en del af faldet afbødes. De mest stabile sektorer, altså dem, der falder mindst under en nedtur, er typisk sundhed, stabilt forbrug og forsyningsselskaber.
Fælles for disse er, at efterspørgslen er relativt uafhængig af den økonomiske udvikling, fordi der er grænser for, hvor meget man kan skrue på sit forbrug af medicin, mad og energi. Ulempen er, at denne sikkerhed i efterspørgslen giver en begrænsning for, hvor meget aktier fra disse sektorer stiger under en optur.
Når du leder efter støddæmpere til porteføljen, kan du udover at investere i aktier fra stabile sektorer, også se efter aktier med en lav betaværdi. Beta er et mål for udsvinget i en aktie i forhold til markedet. Hvis en akties beta fx er 0,8, betyder det, at hvis markedet falder med 10 procent, kan man forvente, at aktien falder med 8 procent. Omvendt forholder det sig ved en stigning i aktiemarkedet.
Jeg har fortsat til gode at møde den profet, der vedvarende kan forudsige aktiemarkedets udvikling. Derfor er min tilgang til langsigtet aktieinvestering en bred portefølje af både cykliske og mere stabile aktier. Endvidere skal aktiebeholdningen ikke være større, end du kan tåle, at der kommer et fald. Desuden skal du have en tidshorisont og en tålmodighed, der gør, at du kan vente på, at aktierne retter sig igen. Efter finanskrisen tog det fx godt fire år, før det brede amerikanske S&P 500-indeks var tilbage ved den tidligere top igen.
Peter Smed ejer ingen aktier i de analyserede selskaber.
10 aktier, der kan stabilisere porteføljen:
Abonner på vores Youtube-kanal her:
Ansvarsfraskrivelse: Artikler, analyser, klummer eller interviews mm. i Aktionæren og på shareholders.dk kan ikke erstatte individuel rådgivning. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. Synspunkter og anbefalinger svarer ikke nødvendigvis til Dansk Aktionærforenings holdninger. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som du måtte pådrage dig ved at følge anbefalinger i Aktionæren.