Analyser

Nintendo: Stadig helt sin egen

Billede
Kapløbet om at udvikle nye computerspil og digitale gadgets er benhård. Men japanske Nintendo er ikke som andre spiludviklere og lader sig ikke ryste. De forsøger hele tiden at finde på nye måder at spille på - uanset hvad der ellers foregår i branchen.
Billede

Af
Henrik Ekman

cand.merc. og tidl. aktiechef i Maj Invest

Man får ikke forudsigelighed hos Nintendo. De forsøger ganske vist at videreudvikle deres forskellige konsoller og succesfulde spil, ikke mindst spil baseret på den ikoniske Mario-figur.

For nogle år siden begyndte de – nærmest modvilligt og ifølge mange mindst fem år for sent – at dyppe tåen i det gigantiske marked for mobil- og onlinespil. Desuden kan eksterne partnere nu udvikle spil til Nintendos konsoller. At Nintendo først går den vej nu, skyldes frygt for at miste kontrol med produktudviklingen. 

Nintendos tidligere, og nu afdøde CEO, Satoru Iwata, var selv spiludvikler tilbage i 1980’erne og stod personligt i spidsen for al spiludvikling helt frem til sin død i 2015. Hans mantra var, at man bedst kontrollerer kvaliteten af spiloplevelsen ved at hardware og software bliver udviklet sammen fra grunden.

Man så det senest i 2017, da Nintendo lancerede Switch-konsollen. Mange rystede på hovedet. Der var næsten ingen spil til Switch’en, hvilket gik imod al sund fornuft i spilbranchen. Men hardware-konceptet var til gengæld smart tænkt. Stationær konsol og flytbar gameboy i en og samme enhed. Såre simpelt. Det sikrede stor anvendelighed for målgruppen af børn under ti år. Nintendo har solgt over 50 millioner Switch konsoller siden lanceringen og indtjeningen blev seksdoblet allerede første år. Det illustrerer potentialet ved at tænke ud af boksen.

 

Yderligere potentiale i Nintendo Switch

Nogen frygter, at Nintendos nuværende produktsucceser synger på sidste vers, men der er stadig potentiale tilbage. I Kina, der er verdens største marked for spil, er man først lige begyndt at sælge Switch’en i samarbejde med den kinesiske teknologigigant Tencent. På kort sigt er man dog ramt af coronakrisen, der har forsinket leverancerne af Switch’ens delkomponenter.

 

Enegang kræver penge på kistebunden

Nintendos enegang har ind imellem kostet dyrt. Da salget af mobil- og onlinespil eksploderede i midten af 10’erne, havde Nintendo underskud, fordi de ikke ønskede at gå den vej.

Konsekvensen af den slags stædighed er ofte at blive udkonkurreret eller opkøbt. Det skete ikke for Nintendo.

Selskabets soliditet er legendarisk. En meget stor del af deres bogførte egenkapital består af en gigantisk kontantbeholdning på omkring 80 mia. kroner! Så der er råd til fejltagelser og opportunistisk udvikling af nye produkter.

 

Billig aktie der ikke følger markedsudviklingen

Konkurrenterne Electronic Arts og Activision Blizzard har fokus på at forlænge levetiden af deres eksisterende spil. Det giver en letforståelig og forudsigelig økonomisk udvikling, som mange investorer godt lide.

Forudsigeligheden betyder dog, at de to aktier er dyrt prisfastsatte sammenlignet med Nintendo. Hvis man korrigerer for den store kontantbeholdning, handler Nintendos aktie til en Price/Earnings på omkring 12, eller cirka halvdelen af de to konkurrenters aktier.

Ud over en lav prisfastsættelse skal man ikke underkende betydningen af at være anderledes som selskab. Det kan give god mening at have en aktie i porteføljen, der ofte udvikler sig helt uafhængigt af alle aktiemarkedets sædvanlige trends og konjunkturer.

Billede