Danskerne tilbydes dårligere investeringsforeninger
Mens Konkurrencerådet netop har lagt sidste hånd på en sønderlemmende kritik af pensionsbranchen, ser det nu ud til, at der kan være lige så store problemer på det danske marked for investeringsforeninger. Man behøver blot at se på de seneste branchestatistikker fra Finans Danmark, der viser, at danskernes opsparinger skifter fra gode til dårligere investeringsforeninger, opgjort efter Morningstars ratings.
Trafikken skyldes den automatik, som har eksisteret i årevis omkring bankernes rådgivning om investeringsforeninger: De får især kunderne over i deres egne investeringsforeninger.
Farvel til storbankerne
”Det virker specielt med den trafik, vi ser på markedet for tiden. Alt andet lige gør storbankerne det jo bedre end de investeringsforeninger, de afgiver kunder til. Man kan vel kun komme til den konklusion, at bankrådgivningen og markedets kræfter ikke virker, som de skal,” siger partner Karsten Hannibal fra den uafhængige fondsmægler Optimal Invest.