Analyser

Beiersdorf: Det kører ikke som smurt – endnu

Billede
Bæredygtighed, digitalisering og større onlinesalg er vejen til succes for den tyske producent af produkter til personlig pleje. En ny ledelse giver tro på succes – og dermed potentiale for aktiekursen.
Billede

Af
Peter Smed

Cand.polit. og investeringsrådgiver hos Solvent Invest

Virksomheden Beiersdorf er muligvis ikke kendt i brede kredse, på trods af, at virksomhedens hudplejeprodukter, ikke mindst Nivea, findes i næsten ethvert hjem. Efterspørgslen efter hudplejeprodukter er relativt stabil, og coranaeffekten var begrænset til et omsætningsfald på seks procent i 2020, mens overskudsgraden faldt fra 14 til 12 procent.

I 1. kvartal i år er væksten vendt tilbage, især drevet af stigende salg af hudplejeprodukter uden for Europa. Samtidig er der fremgang for Tesa, der producerer klæbemidler.

Ny direktør accelererer udviklingen
I maj 2021 tiltrådte franske Vincent Warnery som ny administrerende direktør. Warnery har en baggrund fra markedsføring, og sidder i øvrigt i bestyrelsen i danske ALK-Abelló.

Direktørskiftet medfører kortsigtet risiko for regnskabsmæssige nedskrivninger, hvor den nye ledelse visker den økonomiske tavle ren for efterfølgende at fremstå i et mere positivt lys. Samtidig har den nye direktør interesse i hurtige resultater. Forretningsplanen C.A.R.E.+ fra 2019 peger på udvikling af bæredygtige produkter, øget digitalisering og større onlinesalg som redskaberne til fornyet fremgang.

COVID-19 har været et bump på vejen i indfrielsen af målsætningen frem mod 2023 om et løft i overskudsgraden til 16-17 procent. Målsætningen synes ikke urealistisk, når man sammenligner med konkurrenter som L’Oréal med en overskudsgrad på 19 procent eller Colgate-Palmolive med 24 procent.

Stabil hovedaktionær og stærk balance
I starten af nullerne forsøgte amerikanske Procter & Gamble at overtage Beiersdorf. Med hjælp fra bystyret i Hamborg, der ønskede at fastholde arbejdspladser, øgede familien Herz sin ejerandel. Derved forhindrede de, at virksomheden kom på amerikanske hænder. Familien kontrollerer fortsat lidt mere end halvdelen af aktierne gennem holdingselskabet Maxingvest.

Virksomhedens balance er særdeles stærk med en egenkapitalandel på mere end 60 procent. Det gør virksomheden robust og uafhængig af sine bankforbindelser.

Marginer skal løftes
Det er forventningen, at efterspørgslen efter hudplejeprodukter – især solcreme og premium brands som Beiersdorfs La Prairie – vil stige i at takt med, at verden åbner op og rejseaktiviteten øges. Ligeledes vil høj aktivitet i byggeriet betyde fortsat fremgang i efterspørgslen efter Tesas klæbemidler.

Virksomhedens ledelse forventer en positiv omsætningsvækst i 2021 med en overskudsgrad på før COVID-19 niveau, svarende til 13-15 procent. Foretager man en fremskrivning af 2020 omsætning og resultat i tråd med ledelsens forventning, handles Beiersdorf for 2021 på price/earnings i niveauet 34. Kan Beiersdorf opnå en organisk omsætningsvækst på årligt fem procent – som i årene før COVID- 19 – og samtidig indfri målsætningen om en overskudsgrad på 16-17 procent, handles aktien til en P/E for 2023 i niveauet 25, hvilket er attraktivt.

Branchen er stabil, virksomheden solid, og aktien vil virke stabiliserende i en aktieportefølje. Der er endvidere mulighed for et løft i indtjeningsniveau og dermed aktiekurs i takt med, at den nye direktør sætter sit præg på virksomheden og gennemfører strategiplanen.

Peter Smed ejer ikke aktier i Beiersdorf.

Denne analyse blev bragt første gang i Aktionæren 5/2021

Om virksomheden:
Tyske Beiersdorf betegner sig selv som opfinderen af moderne hudpleje. Produkter til personlig pleje omfatter blandt andet Nivea, La Prairie, Labello, Coppertone og Hansaplast, og tegner sig for 82 procent af salget, heraf 50 procent fra det klassiske Nivea-mærke. Tesa klæbemidler står for de sidste 18 procent.

Optimisten tror på kort sigt, at stigende rejseaktivitet efter COVID- 19 vil føre til stigende efterspørgsel. På den lidt længere bane vil den nye ledelse gennemføre strategiplanen med succes og dermed løfte indtjeningen til et nyt niveau.

Pessimisten afventer risikoen for regnskabsmæssige nedskrivninger i forbindelse med direktørskiftet. Han vurderer også, at Nivea har haft sin storhedstid, og at de øvrige produkter ikke vil overtage tilstrækkeligt. Han foretrækker konkurrenter med højere gearing. -

Børskode
BEI
ISIN
DE0005200000
www.
beiersdorf.com