• Foto: Shutterstock
    Foto: Shutterstock
22. september 2020 kl. 08.44
Hvor skal aktierne hen efter præsidentvalget?
Fem skarpe strateger og investorer giver deres bud på, hvor aktierne skal hen efter præsidentvalget i november.
Af Simon Lund Christiansen, journalist, Inside Business

Denne artikel blev bragt i nyhedsbrevet InsideBusiness 17. september 2020 og bringes her med tilladelse fra InsideBusiness, der har alle rettigheder. Du kan læse mere om Inside Business her. Medlemmer af Dansk Aktionærforening kan få 73 procent på abonnement på InsideBusiness. Skriv til kontakt@ib.dk for at gøre brug af dette tilbud

Brexit. Handelskrig. COVID-19 og håbet om vaccine. Trump. Verden er fuld af usikkerhed for tiden, ikke mindst for investorerne, og det hele kulminerer i et spektakulært og formentlig temmelig kulørt amerikansk præsidentvalg den 3. november.

 

Men hvor skal aktierne hen efter valget, og hvordan skal man som investor indrette sin portefølje i tiden op til, når ingen kan se mere end halvanden måned frem?

 

InsideBusiness skærer i denne uge igennem støjen med hjælp fra nogle af landets førende aktiestrateger og investorer. Det drejer sig om de to chefstrateger Henrik Drusebjerg og Andreas Østerheden fra henholdsvis Danske Bank og Nordea, pensionsselskabet Vellivs chefstrateg Henrik Henriksen, der tidligere har været chefstrateg i PFA, administrerende direktør Brian Kudsk fra Artha Kapitalforvaltningen og sidst, men ikke mindst, den schweiziskbaserede rigmand Lars Tvede, der følger aktiemarkedet tæt og privat er en ihærdig investor.

 

Det første, man skal gøre sig klart, mener Lars Tvede, er, at der fra et investorperspektiv ikke er tale om et binært valg mellem Trump og Biden. Om aktiekurserne skal op eller ned og i givet fald med hvor meget, afhænger nemlig især af, hvad der kommer til at ske i Kongressen og Senatet.

 

”I en ren Trump-sejr, hvor han vinder præsidentvalget, Senatet og Kongressen, ser jeg aktierne være cirka 15 procent mere værdifulde end i en tilsvarende Biden-sejr,” siger Lars Tvede.

 

Det er dog ikke det mest sandsynlige scenario i øjeblikket, tilføjer han. Meningsmålingerne peger for tiden på, at demokraterne vil vinde Kongressen, mens Senatet kan gå begge veje, og præsidentvalget er svagt i Bidens favør.

 

”Markederne har foruddiskonteret et svagt forspring til Biden,” siger Lars Tvede. 

Danske Bank: Glem valget, og tænk langsigtet

Uanset hvem der bliver præsident, tror han dog på, at aktierne i de følgende år vil stige, og at dollaren vil falde.

 

Investorer gør således klogt i at tænke langsigtet, men tror man på, at Donald Trump og republikanerne vinder det hele, kan der være en pæn gevinst at hente på aktiemarkederne.

 

Med sin langsigtede anbefaling lægger Tvede sig tæt op ad Danske Banks cheføkonom, Henrik Drusebjerg, der til gengæld har et noget forsigtigere gæt på udfaldet og konsekvenserne af præsidentvalget.

 

Med Trump kan man forvente skattelettelser til erhvervslivet og til landets rigeste, mens Biden står for skattestigninger til erhvervslivet og de mest formuende, øget offentlige udgifter i form af infrastruktur og sundhed og et løfte om at hæve mindstelønnen.

 

Trump er således det erhvervsvenlige valg, mens Bidens politik må forventes at være mere skadelig for erhvervslivet. Så langt er de enige.

 

Men som investor kan man godt tillade sig at ignorere de forhold, mener Drusebjerg. Der er nemlig langt større ting på spil, som på kort sigt vejer tungere for aktiemarkedet.

 

”Hvis de gik ind i Det Hvide Hus til en økonomi i normal gænge, er jeg enig. Så ville Bidens program, der hedder skattestigninger og erhvervsskatter, skabe nervøsitet i aktiemarkederne. Men det bliver først en trussel længere nede ad vejen. Uanset hvem der vinder, vil USA få en regering, der arver en økonomi, som binder dem det første lange stykke tid,” siger Drusebjerg og fortsætter:

 

”Som investor ville jeg derfor ikke foretage mig noget særligt. Jeg tror mest af alt, at det bliver et lettelsens suk for markedet, fordi der så er én usikkerhed mindre at bekymre sig om.” 

Nordea: Gevinst uanset udfaldet

Chefstrateg Andreas Østerheden fra Nordea tror også på, at markederne på mellemlang til lang sigt skal op. I den seneste markedsanalyse, der går 12 måneder frem, mener Nordea, at aktiekurserne skal 4- 8 procent op, uanset hvem der vinder valget.

 

Donald J. Trump vil nok være en bedre ven for markedet end Joe Biden, for selv om demokraterne historisk har været glade for finanspolitisk stimulans, har Biden lovet at indføre et mere progressivt skattesystem kombineret med regulering af teknologi- og finansvirksomhederne.

 

Til gengæld kan man som investor godt tillade sig at spekulere i, at de grønne aktier vil stige i kurs, hvis Biden vinder præsidentembedet og Kongressen.

 

”Han har slået på tromme for en omfattende klimaplan med et mål om at omstille USA til ren energi i 2050. Det kan man ikke gøre uden omfattende energiinvesteringer, og det vil selvfølgelig gavne den grønne del af energisektoren – sandsynligvis på begge sider af Atlanten og altså også herhjemme,” siger Andreas Østerheden.

 

Dog skal man huske, at det alene er en politikers udtalelse, og derfor skal man tage ambitionen med et gran. Lidt mere sandsynligt er, det bliver et ’lettelsens suk’, som Henrik Drusebjerg taler om, og som der er et vist historisk belæg for.

 

”Hvis historiebøgerne er en guide her, er der en tendens til, at investorerne alene på grund af usikkerheden trækker følehornene lidt til sig op til et præsidentvalg. Det er blandt andet derfor, vi har reduceret vores allokering til amerikanske aktier,” siger Andreas Østerheden og fortsætter: ”Når valget så er overstået, kan vi godt komme til at se en stigning, alene fordi usikkerheden er væk, og det er uanset om Trump eller Biden er præsident,” siger han. 

Hold øje med stemningen op mod valget

Vellivs chefstrateg, Henrik Henriksen, abonnerer også på ideen, at opsvinget vil fortsætte, uanset hvilken kandidat der vinder, men der er alligevel to ting og en farlig joker, som man skal holde øje med, mener han.

 

Den første tendens er stigningen frem mod valget. Hvis Donald Trump vinder, kan investorerne forvente kursstigninger, men kun hvis markedet i ugerne og månederne op til valget ikke er steget for meget.

 

”Det hele hænger uløseligt sammen. Det handler meget om, hvilken stemning markedet går ind i valget med. Hvis markedet er steget kraftigt op til valget, og Biden vinder, vil det skabe nervøsitet, og så vil kurserne falde. Holder markederne sig i ro op til, tror jeg ikke, at der vil ske det store,” siger Henrik Henriksen.

 

Den anden ting, man skal holde øje med, er rentemarkederne.

 

”Der er mange ting på investorernes liste over bekymringer for tiden, og derfor har vi en meget lav rente for tiden. Hvis Biden for eksempel vinder overlegent, og der kommer lovende nyt om COVID-19 vaccinen, så vil de grå skyer begynde at forsvinde, og investorerne vil ikke længere se obligationer som det bedste sted at gemme sig. I det scenario er det mest sårbare marked nok rentemarkedet, ”siger Henrik Henriksen.

 

Endelig er der den store joker, som alle taler om, men som ingen tør tænke på. Hvad sker der, hvis Donald Trump eller for den sags skyld Joe Biden nægter at acceptere valgresultatet?

 

”Hvis den tabende side betvivler resultatet, vil det ikke være godt for markedet. Det er et minoritetsscenario, men ikke utænkeligt, og hvis det sker, vil det skabe usikkerhed,” siger Henrik Henriksen, der oplyser, at Velliv ligger med en svag undervægt af aktier, men fortsat er optimistisk på lang sigt. 

Gå efter: Klima, miljø, infrastruktur og sundhed

 

Ligesom ved valget i 2016 har administrerende direktør Brian Kudsk fra Artha Kapitalforvaltning heller ikke denne gang positioneret sig efter, om den ene eller den anden præsidentkandidat vinder valget. Kapitalforvalteren ligger i øjeblikket neutralvægtet på aktier og planlægger heller ikke at geare ned op til valget.

 

”Vores tilgang til valget er, at vi hellere vil reagere på en overreaktion end at lave et væddemål – som det jo dybest set er – om udfaldet af valget,” siger Brian Kudsk.

 

Skulle man som privatinvestor ønske at spekulere i valget, har direktøren dog nogle bud på, hvor man kunne placere sig, og hvad man skal holde sig fra.

 

”Hvis Biden bliver valgt, vil du nok se klima- og miljøaktierne fortsætte med at stige, mens infrastruktur og sundhed nok vil få mere medvind. Så hvis man tror på en Biden-sejr, er det oplagt at tage positioner i de sektorer. Omvendt kunne han godt finde på at tage kampen op mod nogle af de store techgiganter såsom Facebook, og han kunne nok også finde på at hæve mindstelønnen, hvilket vil være dyrt for et selskab som Amazon,” siger Brian Kudsk.

 Tilmeld dig Aktionærens Nyhedsbrev

For medlemmer

For ikke-medlemmer

11 gode grunde til at være medlem

Læs om fordelene her

Vind 10.000 kroner i Aktionærens efterårsquiz

Svar på seks spørgsmål og deltag i konkurrencen om 10.000 kroner med tilknyttet aktiedepot hos Alm. Brand Bank.


Investorviden: Se alle 10 afsnit af Aktionærerne, hvor vi går tæt på de private investorers rejse gennem et historisk Corona-forår.

Har du ikke modtaget det seneste nummer af Aktionæren?

Så udfyld denne formular

Læs Aktionæren

Medlemmer modtager Danmarks bedste magasin for aktieinvestorer, Aktionæren, 9 gange om året.

Læs magasinet her.

 

Aktionæren udkommer:

 

  • Aktionæren 7/2020
    6.-9. oktober
  • Aktionæren 8/2020
    9.-12. november
  • Aktionæren 9/2020
    15.-18. december

 

 

 

InvestorOrdbogen er Dansk Aktionærforenings ordbog om aktier, obligationer, investering og meget mere.

 

Søg i InvestorOrdbogen her: