Investorviden

Matas klarede corona flot – og strategien ser ud til at virke

Billede
Efter Matas’ årsregnskab i denne uge står det klart, at man er kommet godt igennem regnskabsåret. Særligt interessant er det, at den nye strategi ser ud til at virke. Analytiker Steen Albrechtsen vurderer, at aktien har potentialet til en flot optur.
Billede

Af
Steen Bech Andersen

Journalist og redaktør på Aktionæren

Mest bemærkelsesværdigt er det, at man er kommet særdeles godt igennem corona, som gav et boost til matas.dk. Allerede fra starten af april og frem lå den samlede omsætning i Matas højere (indeks 107) end i samme periode sidste år. Dette til trods for, at nogle butikker var lukket, og Danmark i stor stil stadig var lukket ned i dele af perioden.


Det er dog vigtigt at nævne, at man i takt med genåbningen har set, at kunderne vender tilbage til butikkerne. Eller sagt med andre ord, så er kunderne stadig interesseret i at komme i butikkerne, hvilket bekræfter vigtigheden af Matas’ omnichannel-strategi, hvor man kombinerer fysisk og online tilstedeværelse.

Regnskabet afslører spændende fremskridt

Det er sjældent, at vi direkte anbefaler,  at man ser slides igennem fra årsregnskabspræsentationen, men vi vil gøre denne gang. Der er nemlig en håndfuld interessante slides, som belyser, hvordan man er kommet igennem corona-krisens første tid, og hvordan det går med implementeringen af den nye strategi for onlinedelen, men især også på opgraderingen af det fysiske butiksnetværk.


Eksempelvis er det meget interessant på slide 31 at notere, at Matas i mellemstore byer har set en omsætningsfremgang på 14 procent ved at slå to butikker sammen i én nyindrettet butik med en bedre placering.


I regnskabet afslørede Matas.dk for første gang, hvordan indtjeningen for online-forretningen ser ud. Der blev i regnskabsåret realiseret en EBITDA-margin på ti procent, og den administrerende direktør understregede på telefonkonferencen, at man vil have vedvarende omkostningsmæssige fordele i forhold til rene onlinebutikker.


Matas.dk var i 2019 den femtemest benyttede af alle webshops i Danmark. Det skal ses i forhold til en position som nr. 20 i 2017 og nr. 15 i 2018. Det er nok det klareste tegn på den succes, man har opnået med Matas.dk, og selvfølgelig også et resultat af de investeringer, der er foretaget i onlineforretningen.


Online udgjorde i fjerde kvartal 19,3 procent af omsætningen og 14,7 procent for hele regnskabsåret. Yderligere omsætning vil være en af flere drivere, der kan løfte online-marginen til 14 procent over tid i strategiperioden frem til 2023.

Usikkerhed om nyt regnskabsår

Matas giver ikke guidance for det nye regnskabsår, hvilket understreger, at usikkerheden stadig er stor, og at man ikke skal glemme det midt i euforien over, hvor godt det egentlig er gået henover corona. Usikkerheden går i Matas’ vurdering især på risikoen for recession, stigende onlinekonkurrence og en mulig anden bølge af corona-pandemien.


Aktien har tidligere været en ”udbyttecase”, og alene det faktum, at aktiekursen er uberørt af det suspenderede udbytte, må også ses som et tegn på, at investorkredsen er skiftet, og investorerne er begyndt at se anderledes på Matas – selvom aflyst udbytte i dag snarere er reglen end undtagelsen.


Den nye strategi ser ud til at virke, og det kan på sigt sætte aktien og forretningen i et helt andet lys. Vi spurgte for et år siden, om investorfortællingen om Matas er ved at skifte. Det er fortsat vores indtryk, at svaret herpå er ja, og vi tøver på den baggrund ikke med at fastholde kursmålet på 80.
 

Børskurs på analysetidspunktet: 60,00
AktieUgebrevets kursmål (6 mdr): 80,00

Billede

Kursudvikling de seneste 12 måneder

Billede

Analysen er en redigeret udgave af en analyse bragt i Økonomisk Ugebrev Formue/AktieUgebrevet nr. 20/2020

Steen Albrechtsen er analytiker for Økonomisk Ugebrev Formue (AktieUgebrevet).

Steen Albrechtsen og/eller dennes nærtstående ejer ikke aktier i Matas.


Få tre gratis numre af AktieUgebrevet ved at trykke her eller tilmeld dig gratis nyhedsmail fra Økonomisk Ugebrev formue (AktieUgebrevet) her.


Analyserne i Aktionæren og på Shareholders.dk er udtryk for skribentens vurdering af investeringen lige nu. Undersøg og vurder altid selv de investeringer, du overvejer, ud fra din investeringsstrategi, risikovilje og tidshorisont. Dansk Aktionærforening og skribenterne kan ikke påtage sig ansvaret for eventuelle tab, som læserne måtte pådrage sig ved at følge anbefalingerne.