Er toppen nået for ChemoMetec?
ChemoMetecs årsregnskab, der blev offentliggjort den 17. september, levede til fulde op til de senest opjusterede forventninger. Selskabet har med deres produkter ramt en guldåre, idet omsætningen steg med ikke mindre end 56 % til 175,5 mio. kr. Omsætningen var fordelt på 775 celletællingsapparater (54 % af omsætningen) og ca. 4 mio. kassetter (41 % af omsætningen). Sidstnævnte betegnes som forbrugsvarer, da der til hver celletælling skal bruges en kassette. Der bemærkes, at ChemoMetec har startet en serviceafdeling henvendt til brugere af analyseapparaterne, på samme måde som Vestas gør i vindmøllebranchen, med en endnu meget lille omsætning.
Endnu mere imponerende end omsætningsstigningen var stigningen i resultatet efter skat på 129,7 % til 41,8 mio. kr. Overskudsgraden defineret som resultat efter skat i forhold til omsætningen steg fra 16,1 % til 23,8 %. Det overgås af de største danske selskaber i seneste regnskabsår kun af Novo Nordisk. ChemoMetec er et decideret vækstselskab, der på kun to år har fordoblet omsætningen, og endda med stigende overskudsgrad.
Moderate forventninger til 2019/2020
ChemoMetec forventer fortsat fremgang, For det nye regnskabsår 2019/20 venter selskabet en omsætningsfremgang på mellem 10 – 15 %. For driftsindtjeningen forventes lidt overraskende ingen fremgang da meldingen går på et interval på mellem – 7,6 % til + 1,7 % i forhold til regnskabsåret 2018/19.
ChemoMetec har de seneste 2 regnskabsår hvert eneste år opjusteret 3 – 4 gange, så markedet er med uændret ledelse vant til at selskabets prognose er konservativ.
ChemoMetec udbetaler for første gang udbytte med 3 kr. pr. aktie. Det overraskende er, at det samlede udbytte er på 47,3 mio. kr., hvilket er mere end årets samlede overskud, og afspejler selskabets gode likviditetssituation.
Egenkapitalen i selskabet er vokset til 173,3 mio. kr., og udgør nu flotte 72,8 % af samlede balance. Selskabet er netto gældfrit. Et realkreditlån på 17,8 mio. kr. er opsagt til 30. september, men da ChemoMetec samtidig har likvide beholdninger på 98,1 mio. kr. og med negativ forrentning af indestående i banker, må det formodes, at lånet er betalt ud 1. oktober.
ChemoMetec ejer 1.649.000 stk egne aktier svarende til 9,48 % af aktiekapitalen. Ved dagskurs på 154 svarer det til en likviditetsreserve på ikke mindre end 231 mio. kr. og man dermed klare større investeringer uden problemer. For indeværende år forventer selskabet investeringer for ca 30 mio. kr.
ChemoMetec er gearet til vækst
Produktionsapparatet har set i bakspejlet kunnet klare den enorme vækst, og selskabet er produktionsmæssigt gearet til højere omsætning. På forbrugsvarer kan deres nuværende fuldautomatiske maskine i Allerød klare 5 mio. styk om året. En ny fuldautomatisk maskine til yderligere 10 mio. styk er ved at være klar. Hvad angår analyseinstrumenterne skriver selskabet, at der er udviklet hjælperedskaber, så der kan produceres mere end 2.000 apparater årligt.
Omsætningen i Nordamerika udgør 49 % af omsætningen. Med en salgsvækst på 74 % er det nordamerikanske marked en guldåre for ChemoMetec. Her har man fundet den rigtige salgsmodel med højtuddannede produktspecialister stedet for deciderede sælgere. De højtuddannede produktspecialister har en bedre dialog med specialisterne på indkøbssiden, der bruger de nye behandlingsmetoder inden for cellebaseret immunterapi. Og det er dette salg, der især har trukket den høje vækst i omsætningen i USA.
Aktien har indtil det seneste års tid ikke haft den store interesse blandt institutionelle investorer. Det bemærkes dog at større poster er handlet rundt i markedet i kursniveauet 137 til 154, Senest solgte direktøren aktier for 50 mio. kr. lige efter regnskaber. Han har dog stadig en større aktiepost omkring de 90 mio. kr.
Markedsværdien af aktien er på 2,5 mia. kr. , hvilket er mere end f.eks. Matas og B & O. Aktien forventes inden for de kommende måneder at overgå fra gruppen small cap aktier til gruppen af midcap aktie.
Belønningen venter den tålmodige investor
ChemoMetec er et yderst veldrevet selskab med unikke produkter. Med uændret succesfuld ledelse tyder intet på, at den udvikling ændres. Aktien er højt prissat, så investorerne bør være lidt tålmodige, men så skal man nok blive belønnet.
2018/19 | 2019/20 | |
Omsætning | 175,5 mio.kr. | 210 mio.kr. |
Nettoresultat | 41,8 mio.kr. | 46 mio.kr. |
P/E | 57,4 | 51,7 |
K/IV | 15,7 |
Optimisten tror på fortsat stigende markedsandel for ChemoMetecs patenterede produkter.
Pessimisten mener, selskabet vokser for hurtigt, og at organisationen bliver udfordret. Aktien er for højt prissat og en vækstopbremsning kan betyde kursfald for en højt prissat aktie.
ChemoMetec | www.chemometec.com | Børskode: CHEMM · DK0060055861
ChemoMetec udvikler, producerer og sælger analyseudstyr til celletælling og celleanalyse. Den patentbeskyttede teknologiplatform er unik, og ChemoMetecs analyseinstrumenter henvender sig til forskellige markedssegmenter inden for farma, biotek og landbrug. ChemoMetecs kerneteknologi består i at fotografere en præpareret væskeprøve gennem et mikroskop og derefter gennemføre en automatisk celletælling og analyse ved hjælp af digital billedbehandling. Denne teknologi giver mulighed for at tælle og analysere et stort antal celler med særdeles høj præcision og til konkurrencedygtige priser.
Lars Jørgen Rasmussen ejer aktier i ChemoMetec.