Aktive vs Passive dyst

Godt kvartal for både aktive og passive fonde

Billede
3. kvartal gav pæne afkast for fondene i porteføljen. Afkastet for de aktivt forvaltede fonde sneg sig lige akkurat over afkastet for passivfondene, men de passive fonde har fortsat en bekvem føring for 2019.
Billede

Af
Ulrik Dall

Konsulent, cand.polit

Kort om modelporteføljen: Aktive investeringsfonde vs. passive investeringsfonde

Dansk Aktionærforenings modelportefølje for investeringsfonde så dagens lys i januar 2017 og er en dyst mellem to modelporteføljer. Den ene består udelukkende af aktivt styrede fonde. Den anden indeholder kun passivt styrede fonde.

Til begge porteføljer har vi valgt investeringsfonde, der dækker aktier bredt. 90 procent af midlerne er investeret i fonde med udenlandske aktier og ti procent i fonde med danske aktier.

Der er ti fonde i hver portefølje, fordelt med to fonde pr. investeringsområde: Globale, amerikanske, europæiske, fjernøstlige og danske aktier.

Fondene i porteføljerne har vi valgt ud fra gode historiske resultater, og resultaterne fra Dansk Aktionærforenings kåring af de bedste fonde i maj 2016 danner udgangspunktet. Disse resultater er suppleret med Morningstars stjerner, så vi har valgt de fonde, der har det højest antal stjerner. For at lægge vægt på de langsigtede afkast indgår kun børsnoterede fonde med mindst fem års levetid. 

Resultater 3. kvartal 2019

Tredje kvartal 2019 gav pæne afkast for både den aktivt forvaltede portefølje og den passive portefølje. Samlet blev resultatet stort set det samme for de to porteføljer med positive afkast på 3,54 procent i den aktive portefølje og 3,50 procent i den passive. Dermed er der i 2019 pæne positive afkast for begge porteføljer. Den aktivt forvaltede har givet 16,68 procent i afkast, mens den passive portefølje har opnået et afkast på hele 20,51 procent. 

Resultaterne opdelt på investeringsområde ses her i tabel 1:

Billede

De pæne afkast er især trukket op af den gode udvikling for amerikanske aktier, og det smitter stærkt af på kategorien globale aktier, hvor de amerikanske aktier udgør omkring halvdelen. Danske aktier og fjernøstlige aktier har også i dette kvartal givet væsentligt dårligere afkast.

I tabel 2 og tabel 3 vises resultaterne for alle 20 fonde.

Vi har valgt at fordele investeringen på to fonde i samme kategori. I mange tilfælde er der betydelige forskelle på afkastet på de fonde, der tilsyneladende er ens. De investerer med samme strategi og på de samme markeder. Alligevel er der store forskelle. 

Dysten

De aktivt forvaltede fonde har i kvartalet samlet givet en anelse højere afkast end de passive fonde: 3,54% mod 3,50 procent. Det rokker dog ikke ved det markante forspring for de passive fonde i 2019. Afkastet for de passive fonde har nu et forspring på ikke mindre end 3,83 procent i forhold til de aktive fonde. Det bliver svært at indhente i 2019.

Passivfondene har for året indtil nu givet et meget flot afkast, der samlet er højere end afkastet på de gængse aktieindeks med samme sammensætning som modelporteføljen. Dette afkast for aktieindeksene har givet 19,84 procent, men modelporteføljen nåede helt op på 20,51 procent for 2019. Og modelporteføljens fonde afholder jo omkostninger til at drive fonden, så det er et bemærkelsesværdigt resultat.

De to aktive fonde med globale aktier har begge givet et højere afkast i kvartalet end de passive fonde med samme investeringsområde. Især Maj Invest Value Aktier har givet et flot afkast i tredje kvartal, og fonden haler dermed ind på passivkonkurrenterne.

De aktivt forvaltede fonde med amerikanske aktier har det fortsat svært og også i dette kvartal ligger deres afkast lavere end afkastet i de tilsvarende passivfonde. Det samme gælder aktivfondene med europæiske aktier og danske aktier, mens de aktive fonde med fjernøstlige aktier fortsat gør det godt.

De aktive fonde med europæiske aktier er nu knapt ni procentpoint bagud i forhold til de passive fonde med europæiske aktier. Det er en meget stor forskel.

For danske aktier har Fundamental Invest Stock Pick haft et sølle kvartal, og er nu omkring ni procentpoint bagud for 2019 i forhold til den tilsvarende Nordea Invest Danske Aktier Fokus. 

Billede
Billede

Det med småt

Afkastene er beregnet ud fra de faktiske børskurser samt det udbetalte udbytte. Børskursen er dagens slutkurs. Herved adskiller vores beregninger sig lidt fra opgørelser fra Finans Danmark og Morningstar, der anvender de indre værdier i stedet for børskursen. Vi har valgt børskursen, fordi den bedst afspejler handelsvilkårene for den private investor, der ikke kan handle til den indre værdi.

Udbytte indgår simpelt i afkastet, og der beregnes ikke rentes rente af udbyttebetalingen inden for året.