Aktieudsigt

Uge 6: Ni regnskaber fra øverste hylde

Billede
Inflationens alvor er gået op for centralbankerne og for finansmarkederne. Årsregnskaberne vil dog for en stund kunne aflede opmærksomheden, og ugen er spækket med tal fra sværvægtere som A.P. Møller - Mærsk, DSV, Vestas og GN Store Nord.
Billede

Af
Jakob Due Jakobsen

Journalist, MarketWire

Den tårnhøje inflation har sat en skræk i livet på verdens centralbankchefer, der nu er begyndt at trække i land med kommentarerne om, at den er midlertidig.

Forbrugerpriserne i eurozonen viste i estimatet for januar en vækst på 5,1 pct., og den er ikke stoppet med at stige, hvis man spørger topchefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, der efter det seneste rentemøde sagde, at inflationsrisikoen hælder til opsiden. Det medførte et løft i forventningerne til renteforhøjelseshastigheden i år og en markant styrkelse af den fælleseuropæiske valuta, euro.

Torsdag rettes opmærksomheden mod de amerikanske forbrugerpriser, der har mulighed for at pille ved forventningerne til renteforhøjelserne hos den amerikanske centralbank.

Den danske regnskabssæson går ind i sin tungeste uge med hele ni selskaber fra øverste hylde. Onsdag vil de to transportgiganter Mærsk og DSV tiltrække sig opmærksomhed, og torsdag vil fokus især være på regnskaberne fra Vestas og GN.   

Mandag
De kinesiske børser åbner igen efter en uges nytårsferie. Børsen i Hongkong afsluttede allerede sin nytårsferie fredag og her blev det toneangivende Hang Seng-indeks løftet med hele 3,2 pct. 

Konflikten mellem Ukraine og Rusland kan tage overskrifter mandag, når den amerikanske præsident Joe Biden tager imod den tyske kansler Olaf Scholz. Biden vil lægge pres på den tyske regering, der har afvist at sende våben til Kiev og har presset på for en undtagelse for Europas energisektor, hvis russiske banker blokeres for at cleare transaktioner i dollar.
 

Tirsdag
Opmærksomheden ved høreapparatkoncernen Demants regnskab for 2021 vil især være på prognoserne for det igangværende år. Sydbank venter, at Demant vil fremsætte en prognose om en organisk vækst på 5-9 pct. drevet af blandt andet en god underliggende markedsudvikling.

Demant meldte om tocifret organisk vækst i grossistsalget i første del af andet halvår sidste år, og den positive udvikling venter Sydbank er fortsat i den resterende del af halvåret. Her ventes væksten drevet af høreapparaterne OticonMore og Philips HearLink. 

Ambu ventes at vise en afdæmpet start på sit forskudte regnskabsår, når medicoselskabet tirsdag morgen leverer regnskab for første kvartal.

Ambu har flaget for en afdæmpet start på året, idet sammenligningsgrundlaget for divisionen Visualisering er svært som følge af en ekstraordinær ordre på Ascope 4 Bronco fra NHS i England samt fortsatte logistikudfordringer i kerneforretningen. Opmærksomheden vil især blive rettet mod endoskopsalget. 

Allergivaccineselskabet ALK-Abelló leverede et stærkt regnskab for tredje kvartal, hvilket også blev ledsaget af en opjustering af forventningerne til helåret. Tirsdag morgen vil investorerne få indblik i, om selskabet er nået i mål med disse prognoser. 

DFDS er tirsdag klar med sit årsregnskab for 2021, som har været endnu et tumultarisk år for rederiet, der har måttet kæmpe med endnu en runde genåbning og nedlukning.

Restriktionerne har især ramt passagerforretningen, hvor de seneste ugers genåbning af flere markeder kan have hjulpet på humøret og måske på rederiets prognoser. Fragtforretningen har sidste år været presset af flaskehalse.
 

Chemometec er klar med sit regnskab for det forskudte andet kvartal, efter at selskabet, som producerer instrumenter til at tælle og analysere celler, opjusterede sine forventninger i slutningen af januar.

Onsdag
Mærsk
har surfet på en stor bølge, siden pandemien ramte i foråret 2020. Det seneste år har budt på ekstra medvind fra voldsomme stigninger i fragtraterne som følge af massiv efterspørgsel kombineret med globale flaskehalse og mangel på containere på grund af coronapandemien.

Den udvikling har allerede den 14. januar fået rederiet til at opjustere forventningerne til 2021 og komme med foreløbige tal for fjerde kvartal, hvorfra det endelige regnskab lander onsdag morgen. Fokus vil her især være rettet mod prognosen for 2022, der kan være til den konservative side på grund af stor usikkerhed.

I den globale transportsektor er der onsdag morgen også regnskabsnyt fra DSV, der fremlægger sine tal for fjerde kvartal. Her vil blandt andet være fokus på meldinger om integrationen af det 25 mia. kr. store opkøb Global Integrated Logistics (GIL) samt potentielle meldinger om muligheden for at sluge den tyske gigant DB Schenker

Pandora har pillet en del af overraskelsesmomentet ud af onsdagens regnskab for fjerde kvartal, efter at smykkekoncernen opjusterede sine forventninger og kom med foreløbige regnskabstal.

Den danske smykkekoncern har især været hjulpet af høj aktivitet på det amerikanske marked samt vækst på de vigtige markeder i Europa. Efter en solid organisk vækst på 23 pct. i 2021 venter analytikerne en større vækstopbremsning i 2022.

Isoleringskoncernen Rockwool er ligesom resten af verden ramt af et kraftig stigende inflationært pres, der kan komme til at ramme indtjeningsprognosen for 2022.

Rockwool er hårdt presset af stigende råvare- og energiomkostninger, og fokus vil derfor være rettet mod, hvor høj grad selskabet er i stand til at sende regningen videre til kunderne. 

Lundbeck-aktien har været under markant pres de seneste år, idet investorerne har kigget forbi ellers solide kvartalsregnskaber og i stedet fokuseret på manglende lægemiddelkandidater i pipelinen.

I onsdagens regnskab for fjerde kvartal vil opmærksomheden blandt andet være på Vyepti-salget, der skal afbøde for presset på Trintellix, Rexulti og Abilify, der er løbet af patent. 

Torsdag
Vindmøllekoncernen Vestas har allerede leveret foreløbige tal for 2021 samt prognoser for 2022, så derfor er de fleste af de potentielle overraskelsesmuligheder trukket ud af torsdagens årsregnskab. Investorerne vil i stedet kigge frem mod flere kommentarer om problemerne i forsyningskæden og de stigende råvare- og transportomkostninger.

De foreløbige tal viste, at Vestas’ møllepriser var højere end ventet i årets sidste kvartal, og flere meldinger om kundernes evne til at absorbere stigninger i salgsprisen vil også blive nærstuderet. 

GN Store Nords tidligere højtflyvende Audio-forretning er rendt ind i problemer med komponentmangel. Dette emne vil også være afgørende for headset- og høreapparatkoncernens prognoser for 2022, der leveres i forbindelse med torsdagens årsregnskab.

Her vil blandt andet kigges efter tegn på bedring i forsyningskæderne og dermed bedre mulighed for at få leveret de vigtige komponenter. Opmærksomheden vil også blive rettet mod kommentarer om det 8 mia. kr. store opkøb af Steelseries samt udsigterne for høreapparatdivisionen, Hearing.
 

Alm. Brand, der med opkøbet af Codans danske forretning er i gang med at styrke sin position på skadesforsikringsmarkedet, aflægger også årsregnskab torsdag. Koncernen er blevet et rent forsikringsselskab efter frasalget af bankforretningen til Sydbank og Liv- og Pension til Nordic I&P

Materialistkæden Matas er også klar med regnskab for sit forskudte tredje kvartal, hvorfra selskabet har offentliggjort salgstal. 

Fredag
Rigselskabet Maersk Drilling opjusterede forventningerne til 2021 i midten af december, efter at de to første måneder af fjerde kvartal overraskede positivt i forhold til selskabets tidligere forventninger. Fredag morgen løftes sløret for den sidste måned af året samt prognoserne for 2022.

Opjusteringen byggede på en solid performance for selskabets rigge og yderligere udnyttelse af optioner og forlængelser af kontakter i 2021. En markant stigning til olieprisen har været med til at løfte humøret i olieservicesektoren, hvor giganten Schlumbergers topchef Olivier Le Peuch har vurderet, at makromiljøet er understøttende for en potentiel supercyklus inden for både onshore og offshore olieservice i noget tid ud over 2022.