Uge 50: Rentemøder og inflationstal
Den kommende uge kommer til at stå i centralbankernes tegn, da både den amerikanske, den europæiske og den britiske afholder rentemøder. Mest interessant bliver mødet i den amerikanske centralbank, der afsluttes onsdag, hvor renteforhøjelsestempoet ventes at blive sat et trin ned til 50 basispoint per gang. Torsdag er der også rentemeldinger fra både Frankfurt og London, der begge ventes at følge eksemplet fra den anden side af Atlanten med løft af tilsvarende størrelse.
En afgørende hurdle for den amerikanske renteudvikling på både kort og lang sigt bliver tirsdagens forbrugerprisopgørelse, hvor der ventes endnu et fald i inflationen.
Ugen byder på få regnskaber fra større selskaber, hvor de mest toneangivende vil være tal fra databasegiganten Oracle og modetøjskoncernen Inditex. Herhjemme byder regnskabskalenderen på tal fra entreprenørselskabet Per Aarsleff og malervarekoncernen Flügger.