Uge 35: Jobrapport fra USA og kun få regnskaber
Markedsdeltagerne vil mandag tage bestik af meldingerne fra weekendens Jackson Hole-symposium, hvor fredagens tale fra den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, var ventet med mest spænding. Ugen byder på en række taler fra beslutningstagere i den amerikanske centralbank, der kan be- eller afkræfte centralbankens høgeagtige linje.
Den første fredag i måneden byder vanen tro på den amerikanske arbejdsmarkedsrapport, og den første hverdag i måneden giver også et indblik i erhvervstilliden for de amerikanske fremstillingsvirksomheder med ISM-opgørelsen.
Markedsdeltagerne vil stadig have fokus på, om rekordkursen fortsætter for de europæiske gas- og elpriser.
Regnskabssæsonen er stort set afsluttet, og på den danske scene leveres i løbet af ugen blandt andet tal fra Per Aarsleff og RTX. Pandora-investorerne kan kigge mod USA og regnskabet fra det amerikanske smykkeselskab Signet.