Aktieudsigt

Uge 25: Fed fortsat i fokus

Billede
Den amerikanske centralbank overraskede med sin rentemelding i den forgangne uge, og der kan være mere på vej fra samme kant i ugen, der kommer.
Uge 25 byder desuden på regnskaber fra mindre danske selskaber såsom Harboe, Flügger og Roblon.
Billede

Af
Jakob Due Jakobsen

Journalist, MarketWire

Den amerikanske centralbank tog onsdag i sidste uge markedet på sengen med en mere høgeagtig melding end ventet, og derfor kan nyt fra den kant bliver nærstuderet i løbet af ugen.

Centralbankens førstemand Jerome Powell er på talerstolen tirsdag, og mandag og tirsdag er der også taler fra flere regionale centralbankchefer. Fokus vil blandt andet være på de hastigt stigende priser, der for råvarerne dog er kommet lidt ned til jorden igen, efter at Kina har lovet at sælge ud af sine lagre for at stabilisere priserne.

Inflationen tager også rampelyset fredag, hvor den amerikanske PCE-kernedeflator offentliggøres efter stigningen i april til det højeste niveau siden 1992.

Mandag

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Fed, indtager mandag igen scenen, efter at centralbanken i sin rentemeddelelse onsdag i sidste uge signalerede, at der er udsigt til to renteforhøjelser i 2023, mens den forrige prognose fra marts pegede på en uændret nulrente mindst til 2024.

Det høgeagtige signal sendte renterne markant højere, og derfor kan meldingerne fra James Bullard, der er chef for den regionale centralbank i St. Louis, tage opmærksomhed. Han taler mandag eftermiddag om de økonomiske udsigter ved et virtuelt Fed Week-event.

Fra den anden side af Atlanten skal Den Europæiske Centralbanks førstekvinde, Christine Lagarde, holde tale om pengepolitikken i Europa-Parlamentet.

Tirsdag

Den amerikanske centralbank fortsætter med at tage rampelyset, når centralbankchef Jerome Powell tirsdag aften klokken 20 skal tale for Repræsentanternes Hus covid-19-underkomité om pandemi nødudlån og økonomien.

Mary Daly, der er chef for den regionale centralbank i Cleveland, taler tirsdag eftermiddag om pengepolitik og finansiel stabilitet ved et virtuelt event.

Onsdag

Onsdagen byder på en lang række nøgletal, hvor det vigtigste er de foreløbige PMI-erhvervstillidstal for juni fra blandt andet Tyskland, eurozonen og USA.

For fremstillingssektoren i alle tre områder ventes fald, mens genåbningen af økonomierne i Europa og udsigten til øget turisme har øget forventningerne til servicesektoren.

Modsat ventes servicesektoren i USA at vise et mindre fald, efter at aflæsningen i maj nåede en rekordhøj aflæsning på 70,4. Aflæsninger på over 50 indikerer vækst.

Den amerikanske boligentreprenør KB Home er onsdag klar med sit regnskab for det forskudte andet kvartal, hvor ordreindgangen ifølge en rundspørge foretaget af Bloomberg News ventes at være steget med 135 pct. i forhold til samme kvartal sidste år.

Det er dog i forhold til et meget let sammenligningsgrundlag i det coronaramte andet kvartal 2020, hvor ordreindgangen dykkede med 57 pct., idet KB Home var blandt de mest forsigtige entreprenører i implementeringen af covid-relaterede salgsrestriktioner.

Torsdag

Harboes Bryggeri aflægger torsdag regnskab for det forskudte fjerde kvartal. Harboes har sammen med resten af bryggerisektoren været igennem mere end et år med markedsmæssige udfordringer på en række internationale markeder på grund af udbruddet af coronavirus.

Bryggeriet nedpræciserede sine forventninger i forbindelse med halvårsregnskabet i december, så indtjeningen før skat ventes at lande i intervallet 0-5 mio. kr. mod tidligere ventet 0-15 mio. kr.

Harboe fortalte dog i december, at resultatet kunne blive påvirket positivt med 7-9 mio. kr., hvis salget af ejendomme og driftsmidler i Estland blev gennemført i andet halvår. I starten af maj meddelte Harboe, at salget kun var delvist gennemført.

Flügger har haft et meget travlt år under coronapandemien, hvor malervirksomheden har hævet forventningerne hele fem gange i løbet af regnskabsåret 2020/21. Seneste opjustering kom i starten af maj, hvor det blev meddelt, at omsætningen bliver på 2165 mio. kr. samt at driftsindtjeningen, EBIT, er på 228 mio. kr. i hele regnskabsåret.

Torsdag aflægger koncernen sine endelige tal for helåret, hvor opmærksomheden blandt andet vil være på forventningerne til det nye regnskabsår samt på, hvilken betydning en normalisering af samfundet vil have på forretningen.

Den danske produktionsvirksomhed Roblon, der blandt andet fremstiller fiberoptiske kabler, skal torsdag gerne vise, at andet kvartal er gået bedre end første kvartal af det forskudte regnskabsår 2020/21, der var hårdt ramt af coronapandemien.

Der leveres torsdag også regnskaber fra et par amerikanske sværvægtere. Pakkekureren Fedex er klar med sit regnskab for det forskudte fjerde kvartal, hvor fokus blandt andet vil være på udsigterne efter genåbningen af økonomierne i kølvandet af coronapandemien.

Sportudstyrsproducenten Nike ventes ifølge Bloomberg News at vise en salgsvækst på 75 pct. i sit forskudte fjerde kvartal, idet momentum øges i kølvandet af pandemien.

Fredag

Kerneinflationsindikatoren, PCE Core, der er den amerikanske centralbanks foretrukne inflationsmål, tager opmærksomheden fredag eftermiddag, efter at den for april steg med 3,1 pct. i forhold til april 2020. Det var ifølge Bloomberg News den største stigning siden 1992.

Frygt for stort inflationspres fra stimulus, lempelig pengepolitik og genåbningen af USA's økonomi pressede de amerikanske renter op i de første måneder af 2021.

Synkront med at investorerne rent faktisk har fået syn for sagn med inflationsdata i det højeste niveau i årtier, så er renterne imidlertid faldet tilbage, idet markedsdeltagerne indtil videre tilsyneladende har godtaget den amerikanske centralbanks melding om, at inflationspresset vil være af midlertidig karakter.