25. marts 2018 kl. 00.00
Er udlandets flirt med danske aktier slut?
Andelen af danske aktier, der er på udenlandske hænder, steg helt frem til 2016. I dag ejer udenlandske investorer seks ud af ti danske aktier. Det er en meget høj andel. Hvad sker der, hvis de udenlandske investorer begynder at trække sig ud? Og hvordan forbereder man sig på den situation? Det gør Michael Friis, Chef Aktieanalytiker i Alm. Brand, dig klogere på her.
Af Michael Friis | Chef Aktieanalytiker | Alm. Brand

Siden finanskrisen slap sit tag i aktiemarkederne i 2009, har udenlandske investorer købt kraftigt ind i danske aktier. Det gjorde de helt frem til 2016.

 

Udenlandske investorer har så at sige overtaget den rolle, som danske institutionelle investorer tidligere havde. I samme periode nedbragte de deres eksponering i danske aktier.

 

Fra 2010 til starten af 2016 steg udlandets ejerandel i danske aktier fra 41 procent til tæt på 60 procent (se graf 2). Og en ejerandel på næsten 60 procent er usædvanlig høj, hvis vi sammenligner med andre aktiemarkeder.

 

I den nævnte periode så vi de danske aktier stige med 185 procent, hvilket var langt over afkastet for globale aktier, der i samme periode blot steg med 35 procent.

 

Den markante ejerandel faldt en smule henover 2016 efter et par skuffende kvartalsregnskabssæsoner. Udlandet solgte ud af danske aktier, hvilket fik værdien af danske aktier ned med cirka 15 procent på et år. 

 

Siden da har udenlandske investorer fastholdt en ret stabil andel i danske aktier, selvom de danske aktier har underperformet i forhold til globale aktier generelt.

 

Det er derfor rimeligt at fastslå, at de udenlandske investorer er de marginale købere, som trækker danske aktier op og ned.

 

Verdensmestre i vækst

Den store udenlandske interesse for danske aktier handler om, at flere kapitalforvaltere valgte at flytte penge fra USA til Europa efter finanskrisen. Men samlet set havde Europa negativ vækst. I Danmark gik det modsat: Vi var verdensmestre i indtjeningsvækst i perioden 2011-2015 – med japanerne lige i hælene. Derfor var det ikke overraskende, at en del af den udenlandske kapital landede på det danske marked. Udover at danske virksomheder leverede rekordvækst, så kunne man også stole på estimaterne. Der blev leveret uden skuffelser.

 

Hvor analytikere ofte startede året med at forvente ti procent vækst for både danske og udenlandske selskaber, endte danske selskaber med en indtjening, der var markant højere end forventningerne. Omvendt skuffede Europa ofte og leverede negativ vækst.

 

Tiderne er skiftet fra 2016 til i dag

Siden 2016 og frem til i dag har væksten i indtjeningen i danske selskaber været på niveau med resten af verden. Kigger man lidt grundigere, så har de danske selskaber siden midten af 2017 faktisk skuffet en smule i forhold til forventningerne i starten af året. Omvendt er andre markeder ved at levere vækst. Denne udvikling er fortsat igennem regnskabssæson for fjerde kvartal i 2017.

 

Vi oplever altså det diametralt modsatte billede af 2011-2015 perioden.

 

Det øger risikoen for, at danske aktier i den kommende tid kan falde i unåde hos udenlandske investorer. Med andre ord: Udlandets flirten med danske aktier kan snart være forbi.

 

Selvom vi har mange kvalitetsselskaber i Danmark, så kan den nuværende vækst i indtjeningen ikke godtgøre den højere pris, som danske aktier handles til lige nu. Det gælder især ikke, hvis vi sammenligner med europæiske aktier.

 

Og der er ikke meget hjælp at hente fra de større danske investorer – fra ATP og pensionskasserne. De har ændret deres porteføljesammensætning, og de kan ikke bare tage over, hvis udlandet begynder at sælge.

 

Så ligesom på andre markeder: Et udsalg blandt udenlandske investorer til et marked med færre købere vil få aktiepriserne til at falde. Og det kan meget vel ske.

 

 

Også dollarkursen trækker ned

Udover skuffende vækst i indtjening så er andre faktorer med til at presse udlandet ud af danske aktier. Danske indeks – blandt andet C25-indekset – er blandt de mest rentefølsomme i verden. Med en høj værdisætning og relativ begrænset vækst på mellemlang sigt ligger en stor del af værditilvæksten på danske aktier længere ude i fremtiden. Med høje renter sænkes værdien af den fremtidige indtjening. Og 2018 bliver året, hvor stigende renter er et tema. 

 

Mens danske selskaber havde det som en fisk i vandet fra finanskrisen til slutningen af 2015, hvor de globale økonomier var i slæbegear, så er vi nu på vej ind i den sencykliske del af det globale opsving. Og her er sammensætningen af selskaber på det danske aktiemarked ikke attraktiv. Danmark er undervægtet i sencykliske selskaber. Vi har mange defensive selskaber og få råvare- og industriaktier, der typisk klarer sig godt i den sene økonomiske cyklus.

 

Samtidig er danske selskaber blandt de mest negativt eksponerede mod en svækket dollar. Den gode nyhed er dog, at vi på dette punkt nok er forbi det værste nu.

 

 

Hvad stiller vi op?

Spørgsmålet om, hvad man som investor skal gøre med danske aktier, afhænger naturligt af investorens tiltro til fremtiden. Tror man på, at de store udsving, vi har set den seneste måned på aktiemarkederne, fortsætter, så ses danske aktier som en sikker havn. Men kommer der en større nedtur, ved vi af erfaring, at udenlandske investeringer trækkes hjem, hvilket øger risikoen for fald i danske aktier.

 

Med den nuværende prissætning er det næppe sandsynligt, at danske investorer vil samle op, når udenlandske investorer sælger ud. Og vi ser flere short-investorer komme til Danmark. Det kan være tegn på, at udlandets billede af danske aktier er ved at ændre sig. Det er også grunden til, at vi anbefaler vores kunder i Alm. Brand Bank at være knap så overvægtet i danske aktier som tidligere.

 Tilmeld dig Aktionærens Nyhedsbrev

For medlemmer

For ikke-medlemmer

11 gode grunde til at være medlem

Læs om fordelene her

Læs Aktionæren

Medlemmer modtager investor-magasinet Aktionæren 9 gange om året.

Læs magasinet her.

InvestorOrdbogen er Dansk Aktionærforenings ordbog om aktier, obligationer, investering og meget mere.

 

Søg i InvestorOrdbogen her: