09. februar 2018 kl. 12.13
Nyt og mere indbydende magasin på vej til dig
Magasinet Aktionæren har fået en ansigtsløftning. Det leveres til din postkasse på andre ugedage end hidtil. Og fremover kan du læse magasinet elektronisk her på hjemmesiden, før det lander i din postkasse. Det er tre af de markante ændringer, der sker her i 2018. Læs om de mange ændringer – og baggrunden for dem.
Af Jørn Nielsen, journalist og redaktør, Dansk Aktionærforening

Lad os starte med det mest synlige: På redaktionen har vi brugt udgivelsespausen siden jul på at give magasinet Aktionæren et udseende, der er mere indbydende og mere tidssvarende.

 

Forsiden er nok det sted, ændringerne er tydeligst. Den ser meget anderledes ud, end du er vant til. Det store røde bladhoved i toppen er væk. I stedet har magasinet fået et nyt logo, der kan integreres i det billede, vi bruger til at illustrere vores hovedhistorie. Den hvide ramme hele vejen rundt er også væk.

 

Også inde i magasinet har det grafiske fået en ansigtsløftning. Nogle af de mest gammeldags skrifter er skiftet ud med mere moderne. Og nyhedssiderne ”Kort & Kontant” har fået en større bredde i emnevalg.

 

Indholdsmæssigt er der til gengæld ikke sket de store ændringer. Det har vi ikke ønsket at ændre på. Så fordelingen mellem analyser, interviews, baggrundsartikler osv. er den samme.

 

Om få dage får du det første nye magasin i din postkasse. Og vi håber, du synes om det, du ser.

 

Magasinet kommer søndag-mandag-tirsdag

Før nytår fik alle magasinet en torsdag eller en fredag, og det var postbude fra PostNord, der leverede dem som ”adresseløs forsendelse”. Sådan bliver det ikke fremover. PostNord afskaffede denne måde at omdele på fra årsskiftet.

 

Fremover får du dit magasin som ”adresseret forsendelse”. Dit navn står på bagsiden af magasinet.

 

Vi har undersøgt markedet for ”adresserede forsendelser” og valgt den løsning, hvor der er kortest tidsafstand mellem trykstart og aflevering til din postkasse. Og det betyder, at det fremover bliver bude fra Bladkompagniet, der afleverer magasinerne i din postkasse – sammen med for eksempel de landsdækkende aviser.

 

Magasinerne omdeles fremover over tre dage – søndag, mandag og tirsdag. Derfor har vi på redaktionen besluttet at åbne for elektronisk adgang til magasinet, før det udkommer på print. På den måde sikrer vi, at alle medlemmer har adgang til magasinet på samme tid.

 

Årets første magasin, nummer 1/2018, omdeles af Bladkompaniet på søndag, på mandag og på tirsdag. Men du kan allerede nu læse det som e-magasin her >>

 Tilmeld dig Aktionærens Nyhedsbrev

For medlemmer

For ikke-medlemmer

11 gode grunde til at være medlem

Læs om fordelene her

Læs Aktionæren

Medlemmer modtager investor-magasinet Aktionæren 9 gange om året.

Læs magasinet her.

InvestorOrdbogen er Dansk Aktionærforenings ordbog om aktier, obligationer, investering og meget mere.

 

Søg i InvestorOrdbogen her: