02. september 2016 kl. 14.07
Fire bøger om investering
Når du investerer, er det vigtigt at have et solidt fundament at træffe beslutninger ud fra. Du skal have kriterier for, hvad du vil købe og hvornår du skal sælge. Du skal have det største afkast, men du skal også kunne sove om natten. Vi har udvalgt fire bøger, der hjælper dig med at skabe eller skærpe din investeringsstrategi.
Af Jakob Petersen, Dansk Aktionærforening

Buffetts yndlingsbog

Benjamin Graham: The Intelligent Investor

Bogen der gjorde valueinvestering og fundamental analyse tilgængelig for et bredere publikum. Grahams grundlæggende tese er, at markedet ofte er irrationelt, og at det derfor kan lade sig gøre at købe aktier i gode virksomheder til langt under deres sande værdi, som markedsprisen efterhånden altid vil komme til at afspejle.

 

Meget har ændret sig siden udgivelsen i 1949 – især når det kommer til obligationer. Men de grundlæggende tanker er stadig relevante for investoren, der hellere bruger sine kræfter på at finde aktier i solide virksomheder til discount-priser end på at følge med i de seneste nye trends og vækst-mirakler på markedet. Ifølge Warren Buffet den vigtigste bog, han har læst i sit liv.

Find den bedste pris her

 

Køb-og behold-bibel

Philip Fischer: Common Stocks and Uncommon Profits

Fishers kongstanke er, at investoren skal gå efter at identificere virksomheder, der vil fremvise en større fremtidig vækst end resten af markedet. Der er ingen teoretiske begrænsninger for, hvilken pris der er rimeligt at betale for vækst i fremtiden. Hér er Fisher altså i direkte modsætning til Graham, der havde meget svært ved at købe en aktie med en price/earnings over 15 eller kurs/indre værdi over 1,5.

 

En anden modsætning er, at Graham mente, at en aktie skulle sælges, når markedsprisen oversteg selskabets sande værdi. Fisher er fortaler for, at det bedste tidspunkt at sælge en aktie på er "næsten aldrig", medmindre forudsætningerne for købet har ændret sig. Hvis formuleringen lyder bekendt kan det være fordi, Warren Buffett ved flere lejligheder har givet udtryk for samme tanke.

Find den bedste pris her

 

Sæt kun dine penge i indeksfonde

Burton Malkiel: A Random Walk Down Wall Street

Malkiel er fortaler for, at markedet er effektivt, og priserne afspejler altid den tilgængelige viden. Derfor kan ingen konsekvent forudsige kursernes bevægelser i fremtiden udfra deres bevægelser i fortiden. En berømt analogi fra bogen hævder, at en chimpanse med bind for øjnene kan opnå et ligeså godt afkast som investeringseksperter gennem at "sammensætte" en portefølje ved at kaste dartpile efter finanssiderne i en avis.

 

Langt de fleste investorer kan allerhøjst gøre sig forhåbninger om ikke at klare sig dårligere end markedet. Malkiel anbefaler derfor, at man sammensætter en portefølje bestående af indeksfonde (fx ETF'er) med forskellige aktivklasser ud fra éns alder og tolerance for risiko.

 

Bogen er siden 1973 udkommet i ikke færre end 11 udgaver, hvilket siger lidt om dens popularitet.

Find den bedste pris her

 

Opdag den næste krise før den kommer

Robert Schiller: Irrational Exuberance

Nobelprismodtager og økonomiprofessor Robert Schiller udgav oprindeligt dette makroøkonomiske værk i 2000, hvor han argumenterede for, at aktiemarkedet var voldsomt overophedet. Kort tid efter fejede dot com-krisen gennem Wall Street, og optimistisk prissatte internet-virksomheder bukkede under på stribe.

 

I 2005 kom anden udgave af bogen. Nu advarede Schiller om, at det amerikanske boligmarked befandt sig i en boble. Boligpriserne toppede i 2006, og 2008 var vi vidne til det største prisfald på boliger i landets historie.

 

Sidste år kom en ny udgave på gaden. Hvad mener Schiller nu, at der kan gå galt? Lange obligationer er farlige. De internationale boligmarkeder begynder at ligne bobler. Og så er priserne på amerikanske aktier iøvrigt for høje.

Find den bedste pris her

 Tilmeld dig Aktionærens Nyhedsbrev

For medlemmer

For ikke-medlemmer

11 gode grunde til at være medlem

Læs om fordelene her

Læs Aktionæren

Medlemmer modtager investor-magasinet Aktionæren 9 gange om året.

Læs magasinet her.

InvestorOrdbogen er Dansk Aktionærforenings ordbog om aktier, obligationer, investering og meget mere.

 

Søg i InvestorOrdbogen her: