20. maj 2016 kl. 15.23
Aggressiv strategi giver flotte afkast
NY SERIE: FEM-STJERNEDE INVESTORER. Carsten Jantzen Leth fra Nordea Invest Danske aktier har en meget ambitiøs målsætning: Han skal slå det danske aktieindeks med ti procent hvert år. Her får du et indblik i, hvordan han gør. 
Af Jørn Nielsen, journalist Dansk Aktionærforening

For andet år i træk har Dansk Aktionærforening kåret Nordea Invest Danske aktier fokus som årets bedste investeringsfond i kategorien ’Aktier/mellem risiko’. I fonden er der en formue på knap 1,3 milliarder kroner, som udelukkende placeres i udvalgte danske aktier.

 

 

Vi handler meget

I blev kåret som vinder sidste år med Nordea Invest Danske aktier fokus. Nu har I gjort det igen. Hvad er det, I gør rigtigt?

”Vi har en målsætning om, at vi skal slå benchmark (det danske aktieindeks, red.) med 10 procent hvert år før omkostninger. Vi ved godt, at det er tæt på umuligt at gøre år efter år, men det er vores målsætning. For at nå det er vi nødt til at have en aggressiv strategi. Og det har vi. ”

 

”Vi har en active share på under 50 procent (andelen af aktier, der afviger fra den vægt, aktien har i indekset, red.). Det er ikke meget, men små risikable aktier fylder typisk op til 20 procent af porteføljen. Og derudover skaber vi risiko ved at omsætte meget. Vi handler meget. Så godt som hver dag. Udskiftningen i vores portefølje er på 150 procent om året. Det er den særlige profil, som vores Fokus-fond har. Det giver os nogle ekstra omkostninger at handle meget, men det betyder uendelig lidt i det samlede afkastregnskab. Vores historik viser, at det kan betale sig i forhold til det samlede afkast.”

”Sidste år slog vi benchmark med over 10 procent naturligvis inklusiv handelsomkostninger. Siden jeg overtog forvaltningen af afdelingen, har vi ikke haft et år under nul – før administrationsomkostninger.”

 

Vi er lige kommet igennem et kvartal, som har givet minus til mange investorer. Hvordan klarede I det?

”Vi landede på et rundt nul i forhold til markedet.”

 

 

Sådan vælges selskaber

Ifølge oplysningerne på Morningstars hjemmeside har I lige nu 31 selskaber i porteføljen. Hvordan har I valgt dem ud?

”Vi har vores egne modeller på alle de selskaber, vi investerer i. Ud fra vores analyser vælger vi de selskaber, vi tror mest på langsigtet. De udgør bruttolisten. Lige nu har vi omkring 30 selskaber i porteføljen, men vi ligger normalt med lidt færre.”

 

”Hvor tungt vi vægter disse aktier afhænger også af, hvad vi tror, der kommer til at ske på kort sigt, som kan påvirke kursen. Støtter udsigten på kort sigt vores langsigtede syn på aktien, vil vi typisk lade aktien veje tungt i porteføljen.”

 

 

Alle uenigheder med markedet udløser en handel

Men en del af jeres strategi er altså at handle meget. Hvorfor?

”Hvis vi skal opnå et højt afkast på et så lille marked som det danske, skal vi prøve kun at investere tungt i en aktie i de perioder, hvor den ser særligt interessant ud. Så er vi tilbage til vores fokus på den kortsigtede udvikling. Vi handler, når vi kan se, at vi er uenige med markedet. Det vil sige, når aktiekursen ikke afspejler de forventninger, vi har til selskabet. Det kan for eksempel ske ved en kurstigning eller et kursfald, vi ikke kan se logikken i.”

 

”Ind imellem kommer der analyser – nok specielt fra store aktører i udlandet – hvor man tænker: Hvordan i alverden kommer de frem til de konklusioner? Sandsynligvis fordi deres analytikere ikke kender de danske selskaber så godt. Alligevel kan det påvirke kursen meget. Det kan skabe nogle gode muligheder for os.”

 

Hvornår har I sidst reageret på uenighed med markedet?

”Her til morgen. Novozymes har lige aflagt regnskab, og aktien steg fra morgenstunden. Det er vi ikke enige i, at den skal på nuværende tidspunkt, så vi solgte.” (Efterfølgende faldt aktien tilbage, og et par dage efter interviewet blev aktierne købt tilbage, red.).

 

Hvor tit skifter I selskaberne i porteføljen?

”Der kommer vel 3-5 selskaber ind og ud om året. Det er primært aktiens vægt i porteføljen, vi ændrer på.”

 

 

Virksomhedsbesøg bliver brugt aktivt

På hjemmesiden skriver I om Nordea Invest Danske aktier fokus, at I tager på virksomhedsbesøg. Hvordan bruger I disse besøg?

”Vi bruger dem til at få indsigt i, hvordan ledelsen driver virksomheden og at se, hvordan de arbejder.”

 

Små virksomheder, møder med ledelsen … så tænker jeg straks på, hvordan I undgår at få insiderviden. Hvad er det, I kan få at vide?

”Virksomhederne ved udmærket, hvad de må fortælle os, og hvad de ikke må. Det kan jeg love dig. Typisk prøver vi at få en bedre forståelse for, hvordan ledelsen arbejder med deres strategier og målsætninger. Ledelsen må gerne fortælle, hvad de har sat i værk for at nå deres mål. Det er så op til os at vurdere, om vi tror, det kan lade sig gøre, og om de får succes med det.”

 

Så det er vel besøgene hos de mindre virksomheder, der giver jer det største udbytte af virksomhedsbesøgene?

”Ja, det er det. Vores viden om de store selskaber er som udgangspunkt meget større, da mange børsmæglere laver analyser på dem. Visse af de mindre selskaber, som vi investerer i, er der ingen børsmæglere, der laver analyser på.”

 

 

Ja, vi er kurspåvirkende

I arbejder med en pengetank på 1,3 milliarder – og 15 milliarder, hvis vi tager resten af Nordea Asset Management med. Pengene investeres udelukkende i danske aktier. Er I kurspåvirkende?

”Over for mindre selskaber, ja. Da vi besluttede at købe aktier i A&O Johansen tog det næsten et år at få de aktier, vi ville have. Det var naturligvis med til at presse kursen op. Med Højgaard-aktierne tog det halvandet år. Her er det ofte en ulempe at arbejde med så mange penge. Derfor arbejder vi heller ikke på at få nye penge ind fra større investorer.”

 

Hvorfor spreder I ikke bare investeringerne ud på flere selskaber? Så ville I også mindske risikoen.

”Men det ønsker vi ikke. Vi vil hellere beskytte de eksisterende kunders afkast, og det gør vi ved at tage risiko – ikke ved at sprede risikoen yderligere.”

 

 

Novo og Pandora vægtes tungt

For øjeblikket har I to aktier, som er helt oppe og ramme loftet over, hvor meget en aktie må fylde i jeres portefølje: Novo Nordisk og Pandora. Hvorfor de to aktier?

”Vi har en meget stærk holdning til Novo Nordisk på den lange bane. De har nogle virkelig gode produkter på vej, som vi mener vil stå stærkt i konkurrencen med andre produkter i fremtiden. Der er dog ikke noget, der tyder på, at den vil stige meget på kort sigt. Her er vi alene langsigtede.”

 

Og Pandora?

”Det er en aktie, som specielt udenlandske investorer ser som en risikabel aktie. Det holder kursen nede. Men vi tror på fortsat vækst de næste 3-5 år. Derfor vægter vi den tungt.”

 

 

Store forventninger til Højgaard Holding

Da vi var på besøg sidste år, havde I lige købt stort op i Højgaard Holding og havde store forventninger til aktien. Har I stadig den?

”Ja. Den har vi ikke solgt. Den har klaret sig fint, og det forventer vi, at den også vil gøre de næste to-tre år. Deres omsætning skal op i et lidt højere niveau. Sker det, kan aktien give op til 50 procent mere.

 

 

Teknisk analyse

Bruger I teknisk analyse til at afgøre, hvornår I skal købe og sælge?

”Nej ... Og det gælder hele afdelingen (Nordea Asset Management, red.)”.

 

 

De ti største investeringer i Nordea Invest Danske aktier fokus

 

Navn Procent af formuen
   
Pandora 9,9
Novo Nordisk 9,18
Vestas 7,4
NKT 6,4
Genmab 5,07
ISS 5,04
Danske Bank 4,81
Lundbeck 3,9
Carlsberg 3,9
Solar 3,36

 

 

Dette er den anden artikel i vores nye serie af interviews med ’5-stjernede aktionærer’.

 

Artiklerne vil kun være tilgængelig her på vores hjemmeside shareholders.dk.

 

Første artikel – interview med Michael Voss, Fundamental Invest Stock Pick – finder du her.

 

Tredje artikel - interview med Carsten Dehn og Ulrik Ellesgaard  fra Lannebo Fonder Europe Small Cap - finder du her.

 

 Tilmeld dig Aktionærens Nyhedsbrev

For medlemmer

For ikke-medlemmer

11 gode grunde til at være medlem

Læs om fordelene her

Læs Aktionæren

Medlemmer modtager investor-magasinet Aktionæren 9 gange om året.

Læs magasinet her.

InvestorOrdbogen er Dansk Aktionærforenings ordbog om aktier, obligationer, investering og meget mere.

 

Søg i InvestorOrdbogen her: